Pårørende til døende kan kun få plejeorlov, hvis deres kære har ønsket at tilbringe den sidste tid i eget hjem. Er den døende på plejehjem, hospice eller måske indlagt på hospitalet, må man derimod bruge feriedage eller melde sig selv syg, hvis man som pårørende ønsker at pleje den terminalt syge. Og det er ikke rimeligt.
Døende på plejehjem eller på hospice har lige så meget behov for nærvær og omsorg af en nærtstående – et familiemedlem eller en god ven – som en, der ønsker at dø i eget hjem, og derfor peger flere, som det fremgår af dagens avis, på det urimelige i, at loven sondrer på denne måde.
Der er nok ingen tvivl om, at politikerne som udgangspunkt, da loven om plejeorlov blev indført i begyndelsen af 1990’erne, har ment, at behovet for at være omgivet af mennesker i den sværeste tid i livet lettere kunne tilgodeses på et plejehjem, hvor der døgnet rundt ville være personale omkring den døende. Men virkeligheden er en anden i dag. Også plejehjemssektoren har gennem årene mærket til kommunernes spareiver, og institutionerne er ikke bemandet til, at der i dage eller uger hele tiden kan være nogen til stede hos en døende beboer. Nattevagter har mange andre opgaver. Det giver derfor god mening at ændre loven, så plejeorloven også gælder for pårørende til beboere på plejehjem.
En pårørende på plejeorlov skal ikke tage sig af den faglige pleje og behandling. Syge i terminalfasen i eget hjem bliver selvfølgelig tilset af læger, hjemmesygeplejersker og hjemmehjælpere eller af hele palliative teams i de regioner, hvor disse findes.
Det samme vil naturligvis være tilfældet, hvis plejeorloven skal bruges på et plejehjem. Her vil der også være fagligt personale til stede, og de fagpersoner, som terminalt syge er omgivet af, er dygtige og kompetente.
Men uanset om den sidste tid finder sted på et plejehjem eller i eget hjem, så har døende behov for kærlig omsorg og nærvær. Og den gives bedst af en nærtstående.
Det er derfor glædeligt, at to politikere fra henholdsvis SF og Dansk Folkeparti er enige om, at her er et problem, som man bør gøre noget ved. Kirsten Normann Andersen (SF) siger, at folk, der stadigvæk er erhvervsaktive, skal kunne få fri til at tage sig af deres døende pårørende, selvom det er på et plejehjem eller for den sags skyld et hospital. Liselott Blixt (DF) peger på, at der måske kunne være tale om en timebaseret plejeorlov eller måske en mindre end en hel plejeorlov, når den bliver taget i forbindelse med en døende på plejehjem.
Da ingen i sagens natur ved, hvor mange der vil benytte sig af at søge om en plejeorlov til en pårørende på plejehjem eller på et hospice, kunne man også begynde et andet sted, nemlig med en ordning, der på forsøgsbasis ligestiller plejeorlov på institution med plejeorlov i hjemmet.
På den måde kan man få et klart billede af, hvor stort behovet er, og måske er det slet ikke nødvendigt at tale om timer eller halve orlover. Alle har behov for omsorg i den sidste tid – uanset hvor den tid tilbringes.