Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Oldemor er vigtigere end Facebook

Morten Rasmussen, nyhedsredaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel

Slægtens rolle bør kendes i en tid, hvor vi dyrker individet

Tider skal komme, tider skal henrulle.

Det kan virke en smule forhastet – eller slemt forsinket – at citere fra B.S. Ingemanns julesalme ”Dejlig er jorden” her midt i den danske sommer. Men få har så klart og præcist som salmedigteren indrammet det enkelte menneskes livsvilkår som en lille del af en større fortælling, på tværs af tid og generationer. ”Slægt skal følge slægters gang”, som det lyder i salmens næste linje – og som det også lyder i titlen til Kristeligt Dagblads serie om slægtens betydning, der indledes i dagens avis.

Ganske vist lever vi i en tid, der formentlig mere end nogen anden har dyrket den hurtige fortælling om individet, hvad enten det er i den endeløse række af reality-programmer eller som konstante Facebook-opdateringer med glansbilledagtige fremstillinger af os selv, vores børn og vores mad. Men ud af dette er også vokset en modtendens, et ønske om kende dybden og forgreningerne af de rødder, der udgør ens slægt og familie. Der slægtsforskes som aldrig før, både herhjemme og i udlandet, og ud af det hele vokser stamtræer, der sort på hvidt illustrerer, hvordan hver enkelt af os kun udgør et lille kapitel i en stor historie – og hvordan vi samtidig netop er helt centrale led i den kæde, der binder en slægt sammen over flere århundreder.

I en globaliseret verden, hvor både mennesker og information krydser kontinenterne stadig hurtigere, søger vi ifølge eksperterne i stigende grad efter noget at holde fast i, og få holdepunkter er så stærke som det, vi er rundet af, nemlig familien, på godt og ondt.

Her kan den samme teknologi, som bidrager til støj og flimmer, gøre det muligt at søge i verdens arkiver, få kontakt til en grandfætter i Australien og finde oplysninger om en oldefars første tid i USA.

Det er en glædelig udvikling, og det er et tiltrængt modsvar til en tidsånd, der i stigende grad opererer efter en illusion om identitet som noget evigt flydende og omformeligt. Tag eksempelvis det folketingsflertal, der sidste år besluttede, at kønnet ikke længere er en biologisk kendsgerning, men alene en beslutning, som den enkelte kan tage, så det derfor i dag er muligt at søge om såkaldt juridisk kønsskifte.

For der er faktorer i livet, vi ikke kan forhandle om. Vi er født et bestemt sted i en bestemt hudfarve og med et bestemt køn. Vi har de forældre, bedsteforældre og oldeforældre, vi nu engang har. Vi er rundet af et bestemt religiøst og kulturelt fællesskab, formet af vores slægt.

Det betyder ikke, at vi af den grund er bedre end mennesker, der er født et andet sted med andre slægtninge. Man kan tværtimod håbe og tro på, at bevidstheden om vores egne rødder styrker evnen til også at møde og gå i dialog med personer med andre rødder. Med indvandringen møder vi i stigende grad mennesker, der med stor selvbevidsthed kan fortælle om egen slægt og egne rødder. Her er det bedste svar ikke at afvise disse menneskers historie, men i stedet at styrke evnen til at fortælle sin egen.

Andre læser lige nu