OL's ånd

DET VAR en rigtig god idé, den franske historiker og pædagog Pierre de Coubertin fik, da han i slutningen af 1800-tallet genopfandt De Olympiske Lege under mottoet »Hurtigere, Højere, Stærkere«, som stadig er legenes motto. De har, siden de første blev afholdt i moderne tid i 1896, vist deres langtidsholdbarhed og er fra gang til gang blevet udvidet både sportsligt, deltagermæssigt og ikke mindst kommercielt. Men det er ikke uden alvorlige ridser i lakken, at den olympiske flamme i morgen kan tændes i Sydney. På et rent kommercielt plan er der for længst blevet lagt afstand til de olympiske idealer om amatørisme og venskablige bånd i sportens ånd. Blandt de godt 10.000 deltagere findes nogle af verdens bedst lønnede sportsfolk, og det siger ikke så lidt. Firmaer som Kodak, Visa, McDonald's, Coca-Cola og andre multinationale har betalt mere end en milliard kroner for at være med som sponsorer i det olympiske cirkus. 220 tv-selskaber over hele kloden betaler omkring 10 milliarder kroner til den Internationale Olympiske Komité, IOC, for retten til at sende fra legene. Så der er alt i alt tale om den største sports- og mediebegivenhed nogen sinde, og ikke mindst en god forretning. Måske er det heller ikke så meget andet, og måske er det derfor, at så mange i dag både elsker og hader De Olympiske Lege. For som i så mange andre industrier, hvor der er den slags beløb involveret, ligger misbrug, korruption og fordærv lige for. Allerede ved legene i 1936 i Berlin blev de misbrugt politisk af Adolf Hitler, og ved legene i 1972 i München mistede de for alvor deres politiske uskyld, da den palæstinensiske terrororganisation Sorte September myrdede 11 israelske sportsfolk. De seneste lege i Atlanta i 1996 blev også beskæmmet af en uopklaret bombesprængning, og de kommende har allerede modtaget adskillige trusler. Den største udfordring for legene og ikke mindst for IOC er dog, om man kan vriste sig fri af de seneste års afsløringer af systematisk doping, bestikkelse, korruption og mangel på moral, personificeret ved den egenrådige præsident, spanieren Juan Antonio Samaranch. Sidste år bød på en række udrensninger i IOC's top, som åbenbart var nok til, at sponsorerne vil være med, og en ny dopingkontrol er indført, men det fjerner ikke indtrykket af, at det olympiske motto i dag er fortrængt af kommercielle interesser og Samaranch's ambitioner. Det er op til legene i Sydney at bevise, at IOC mener noget med snakken om, at etikken er tilbage, og at den »rene og rigtige sport« vil sejre. Man kan have sine tvivl, men med de hundredvis af timers tv de kommende fire uger er der mulighed for at få syn for sagn. weis