Prøv avisen

Om bøn og klassikere

Behovet for ro vokser i takt med tidens åndløse oplevelsesjagt

En overset tendens i tidens kulturdebat er genkomsten af klassikerne. Det er ganske overvældende, hvor mange litterære klassikere der genudgives for tiden, og hvor mange klassiske kunstnere der laves nye bøger, teaterstykker og film om.

Alene i dag udkommer et monumentalt værk om salmedigteren H.A. Brorson og et grundigt studie i brevene fra Søren Kierkegaards forlovede, Regine Olsen. Forleden præsenterede Det Kongelige Teater årets program, og her løber Shakespeare med en del af opmærksomheden.

LÆS OGSÅ: Kan man bede uden at bede til nogen?

Og inden længe vil mange flokkes i biograferne for at se filmatiseringerne af Tolstojs Anna Karenina og F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby. For nylig satte ARoS besøgsrekord med udstillingen om Edvard Munch. Det er altså ikke kun barnlighed, Blachman og Bieber, der kendetegner kulturen og debatten om den. En stærk modtendens til overfladiskheden er den voksende søgen efter dybde og substans, når vi vælger kulturtilbud.

Årsagerne hertil er mange, men et godt bud står i dagens avis i artiklerne, der handler om store bededag i morgen. Her siger den engelske munk Laurence Freeman om det moderne menneske:

Mange lider, fordi de har tabt en åndelig dimension af tilværelsen og i stedet forfølger rendyrkede materialistiske værdier. Jeg ser en følelse af meningsløshed, som spreder sig nærmest epidemisk.

Freeman har erfaringer fra hele verden, og hans observationer gælder selvsagt også lille Danmark. Her har vi imidlertid, trods vores lidenhed, en gigantisk kulturhistorisk skat, som vi bør blive bedre til at bruge. I H.C. Andersens og de store salmedigteres hjemland har vi ingen undskyldning for at ignorere det spørgsmål, som endnu en dansk klassiker, nemlig 200-års-jubilaren Søren Kierkegaard, stiller os hver især: Hvad er sandhed for mig?

For Kierkegaard er mennesket uløseligt forbundet med den magt, der har skabt det, altså Gud. Derfor er sandheden for Kierkegaard aldrig relativ i banal forstand, sådan at den ene løsning kan være lige så god som den anden. Vores åndløse jagt på nye overfladiske oplevelser er han en skarp kritiker af.

Eskapisme er aldrig en god løsning. Langt bedre er det at søge fordybelsen og roen, som store bededag i morgen er en oplagt anledning til. I bønnen møder vi det samme, som læsningen af klassikere giver os: Vi får adgang til et særligt rum, hvor tilværelsen får lov at træde frem i al sin vælde, og vi er sat fri for hverdagens gøremål og skærmydsler for en stund. Perspektivet bliver genoprettet, og det er undertiden den bedste kur mod tidens dårligdomme. mbh