Omdefiner kampen mod Trump

Retliggørelsen af amerikansk politik er problematisk

Gennem to år har den amerikanske præsident, Donald Trump, på Twitter tordnet mod den ”heksejagt”, han har ment sig udsat for. Iblandet feltudråbet ”No collusion!” – Intet samarbejde – underforstået mellem Det Republikanske Parti og Rusland om at undergrave Demokraternes valgkampagne i 2016.

Nu har den særlige anklager, Robert Mueller, så omsider afleveret sin rapport om sagen, som den amerikanske justitsminister, William Barr, har læst. Frit oversat konkluderer han, at der ikke er noget at komme efter. I hvert fald kan det ikke bevises, at Donald Trump og hans stab har samarbejdet med russerne, og Barr mener ikke, at der bør rejses flere tiltaler end dem, der allerede er rejst mod 34 personer.

Rapportens anden del handler om, hvorvidt Donald Trump har obstrueret arbejdet med at få undersøgt sagen, det vil sige rettens gang. Her finder man det tvetydige udsagn, at ”selvom denne rapport ikke konkluderer, at præsidenten er skyldig, frikender den ham heller ikke”.

I den selvmodsigende sætning ligger formentlig kimen til endnu nogle måneders eller års stridigheder i amerikansk politik. Demokraterne vil vende hver en sten for at se, om der alligevel skulle være en juridisk mulighed for at få ram på Trump. Og man må medgive, at det, der er kommet frem, rejser mange nye spørgsmål. Sandt at sige er det heller ikke svært at forstå fristelsen til at forsøge at komme efter en person, der i den grad har splittet det amerikanske samfund og skabt stor usikkerhed om fremtiden både nationalt og internationalt. Alligevel burde Demokraterne omdefinere deres kamp mod præsidenten.

Den lange sag afspejler en kedelig tendens til at retliggøre politik, som i øvrigt også kendes i Danmark. Desværre spejder politiske modstandere ofte efter de juridiske muligheder for at sætte en magthaver ud af spillet på en lettere måde end via stemmeboksene. I betragtning af den aktuelle sags alvor – Ruslands bevisligt direkte indblanding i et præsidentvalg – kan man ikke anfægte behovet for en grundig juridisk undersøgelse af, hvor dyb indblandingen var i denne sag.

Men man kan anfægte det store håb, som især Demokraterne og en del amerikanske medier har sat til, at undersøgelsen kunne bruges til at vælte præsidenten. Det kunne den tilsyneladende ikke, og derfor står modstanderne nu svækkede tilbage. Hvilket er ganske paradoksalt i lyset af, hvor mange rædsler der egentlig er væltet ud af Donald Trumps skabe undervejs.

Tag bare det faktum, at fem af hans seks nærmeste rådgivere selv har erklæret sig skyldige i forskellige former for lovbrud og for at have løjet for Kongressen eller for forbundspolitiet, FBI. Det burde jo være rigelig grund til, at vælgerne ville foretrække en anden kandidat om to år. Men nu udlægges sagen som en triumf for Trump, og forude tegner sig den lige vej til yderligere fire år i verdens vigtigste job. Forstå det, hvem der kan.