Ikke en måned går der, uden at man hører om initiativer for at få forbudt omskæring af drengebørn. I øjeblikket er opmærksomheden rettet mod Island, hvor otte politikere har fremlagt et lovforslag, der skal sætte en stopper for det gamle religiøse ritual, som er vigtigt for ikke mindst muslimer og jøder.
De to grupper vil reelt blive kriminaliseret ikke bare som enkeltpersoner, men som religioner, hvis omskæring forbydes. Det ville være et fejltrin, hvis det skete.
8 ud af 10 danskere vil have den jødiske og muslimske skik forbudt, og de argumenterer ofte sundhedsvidenskabeligt for det. Det lyder sagligt og objektivt. Men ingen er reelt objektive og uhildede i debatten om omskæring. Der er global uenighed blandt forskere om, hvorvidt indgrebet er sundt eller skadeligt.
Et andet argument mod omskæring er, at barnet har ret til selv at bestemme over sin krop. Barnet er blevet sakralt i vores sekulariserede kultur, der ofte dropper barnedåben med samme argument: Barnet skal selv træffe valget senere. Det er en relativt ny tanke, at man gør barnet fortræd ved at træffe værdibeslutninger, også om barnets krop. Men vores tid svigter snarere ved at overbelaste for små børn med for mange valg, hvor de ville have bedre af trygheden i at følge et spor, der er lagt ud for dem på forhånd.
Bevægelsen mod drengeomskæring er international. Der kræves i tiltagende grad forbud i lande som Norge, Sverige, Danmark, Island, Tyskland, Schweiz, Holland og USA. Også den nordiske sammenslutning af børneombudsmænd har foreslået forbud. Det er påfaldende, hvor godt modviljen mod omskæring gror i protestantisk jord. Eller helt præcist: I sekulariserede kulturer med tidligere stærk protestantisk tradition.
De nordiske lande har gennem århundreder udviklet en religionsform, der ikke har samme synlighed og kropslighed som mange sydligere religionskulturer. Også hos ikke-religiøse nordboer lever denne kultur videre. Den er i dag blevet til sekulær dyd: Religion skal være ukropslig og usynlig. Nye danskere skal blive areligiøse eller usynligt religiøse. Håret skal flagre sundt i vinden, ikke være under hat eller slør, og præster, nonner og imamer skal ikke gå rundt på gaden i fuldt ornat.
Det overleverede ideal om usynlig og ukropslig tro spiller også med i kampen om drengeomskæring. Man må ikke kunne se religion på kroppen. Den sekulariserede protestantiske kultur har mistet forståelsen for kroppens religiøse betydning, mens den er intuitivt forståelig i de semitiske religioner, jødedom og islam, samt i katolicisme og ortodoks kristendom.
Striden om omskæring er lige så gammel som kristendommen. Allerede urmenigheden var uenig om omskæring. Men de nåede frem til, at hverken omskæring eller modstand mod omskæring var et krav fra Gud. Det ydre tegn på tro er ikke afgørende. Vi må også i dag holde fast ved, at drengeomskæring skal være lovlig.