PLEJEPERSONALE HAR pligt til at yde omsorg, og handicappede og demente har samme retskrav som andre mennesker. Begge dele lyder rimelige, og begge dele står da også i Serviceloven, der regulerer samfundets indsats i forhold til nogle af vore svageste grupper. Problemet er, at de to elementer af og til kommer i konflikt med hinanden, når for eksempel en psykisk udviklingshæmmet modsætter sig at tage imod den omsorg, som en plejehjemsassistent mener at have pligt til at yde.
Det problem har socialminister Henriette Kjær (K) fået øje på i forbindelse med en evaluering af Servi-celoven. Evalueringen viser blandt andet, at ældre på plejehjem og handicappede i bofællesskaber for ek-sempel får børstet tænder og klippet negle, selv om de modsætter sig det. Nu vil socialministeren skrue ned for retskravet til fordel for den sunde fornuft, som hun kalder det. Det er at gå for vidt, når plejepersonalet først må gribe ind, når den handicappede har gjort vold på sig selv, mener hun.
Ministerens udspil har mødt kritik fra både socialpædager og fra oppositionspolitikere, og rigtigt er det jo, at man skal være på vagt, så snart der er tale om at forringe retskrav for bestemte grupper af mennesker. Men det er også et reelt problem, ministeren rejser, der er et dilemma mellem omsorgspligt og retskrav.
Det er et uhyre følsomt område, og det er let at opstille skrækscenarier, hvor omsorgspligt og retskrav erstattes af overgreb og omsorgssvigt. Det er der ingen, der kan have en interesse i, og derfor fortjener socialministerens udspil en ordentlig debat. Der er jo en pointe i, at det kan være at gøre de svage en bjørnetjeneste, hvis man insisterer på et retskrav. Og det er at lade plejepersonalet i stikken, hvis man for princippernes skyld ikke vil tage de problemer alvorligt, som de dagligt står med.
Det er fint med frit valg og selvbestemmelse, og det er fint, at bedrevidenheden er sat under mistanke i takt med autoriteternes sammenbrud og brugerbestemmelsens indtog. Men det er en balancegang, og det er at gå for vidt, hvis man helt afmonterer forestillingen om, at nogen faktisk ved bedre, for eksempel i forhold til folk, der af den ene eller den anden grund ikke er i stand til at tage vare på sig selv.
Derfor fortjener socialministerens udspil ikke at blive fejet af bordet som blot og bar en forringelse. Det kunne også vise sig at være en forbedring for de svageste, at der er nogle, der tør stå ved, at de ved bedre. bl