Kristeligt Dagblad mener: Omsorgssvigt kan ikke undskyldes

Hold op med at forklare afstumpet adfærd med nedskæringer

Fulgte man som helt nyankommen til landet mediernes dækning af sager om svigtende omsorg over for landets svageste, ville et mærkværdigt billede tegne sig for én: Et samfund, hvor knappe ressourcer forventes at medføre afstumpet omgang med de svækkede borgere, der er havnet i institutionernes varetægt. Et samfund, hvor det åbenbart anses for rimeligt at knytte primitiv opførsel over for hjælpeløse ældre sammen med, hvor gode personalenormeringerne er.

Som om der var en slags helt naturlig årsagssammenhæng. Som om respektfuld opførsel over for gamle og syge er noget, disse kan gøre sig fortjent til, hvis personalet synes, at der er kolleger nok på gangene. Hvad der, viser det sig, ifølge fagforbund som FOA og andre tunnelsynsramte interesseorganisationer tilsyneladende aldrig er.

Den seneste afsløring af vanrøgt over for en dement medborger, denne gang på et plejehjem ved Aarhus, er et skoleeksempel på den misére, der hersker næsten uimodsagt, når det gælder udlægningen af, hvad der kan forklare plejesvigt og generelt dårlig opførsel fra ansattes side.

At FOA-repræsentanter skal bide sig selv i tungen for ikke at trække det økonomiske kort, når de ellers burde undskylde på deres medlemmers vegne, kan ikke overraske. De har trods alt efterhånden en vis rutine i mediehåndteringen af plejeskandaler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det virkeligt bekymrende er, at ”det er nedskæringer, der gør medarbejdere afstumpede”-tilgangen trives langt ind i den politiske verden. Altså hos de beslutningstagere, der står for de aldrig tilstrækkelige bevillinger.

Inden for psykologien kalder man den slags for internalisering . Et glimrende eksempel gav ældreordføreren for Venstre, der her i avisen i onsdags straks kædede billederne af nedværdigende behandling af den demente kvinde, som hun kaldte ”dybt chokerende”, sammen med ”sidste års finanslov”.

Naturligvis slider det på ansatte i de dele af sundheds- og plejesektoren, hvor man altid har for travlt. Permanent pres på mennesker kan medføre kortluntethed og en opgivende attitude. Men hang til omsorgssvigt? Bevidst ondskabsfuld tale? Iskulde over for en patients klagen? Næppe. Økonomi kan forklare meget, men brutalitet, hvor der burde være omsorg, kan ikke udledes af et regneark.

Langt, langt de fleste, der arbejder med samfundets svage, sætter en personlig og professionel ære i at se ud over den øjeblikkelige bemandingssituation på deres arbejdsplads. De gør deres allerbedste og ofte mere til inden for de rammer, der er afmålt af kommunen, regionen eller staten. Og de ser på med undren og afsky, når medierne eksponerer lommer i deres fag, hvor enkelte kolleger er trådt flere trin ned ad civilisationens stige og har svigtet de mest elementære krav, man kan stille til dem, der skal hjælpe de hjælpeløse.

Det er nødvendigt, også for de ansatte, at dagsordenen om penge for anstændighed trænges i defensiven.

Dels ophæver den det enkelte menneskes og den enkelte medarbejders personlige ansvar. Dette ansvar gælder altid og må altid være individets indre bremseklods, når omgivelserne hengiver sig til offerrolle og ansvarsforflygtigelse.

Dels bygger dagsordenen på en fejlslutning. Danmark er fyldt af institutioner for syge, ældre og handicappede, hvor alle ansatte gør en stor medmenneskelig indsats – også når der spares på deres rammer.