Ond cirkel

I FREDAGS kunne man i Kristeligt Dagblad læse, at det skønnes, at op mod 50.000 danskere lider af sygelig angst uden at være i nogen form for behandling for det. Hvis disse menneskers lidelser på et tidspunkt bliver så omfattende og umulige at leve med, at de selv søger behandling, vil de opdage, at det ikke er ligegyldigt, hvor de bor. I Københavns Amt for eksempel er behandlingstilbudene inden for psykiatrien i dag så dårlige, at 33 af amtets 40 psykiatriske overlæger i en skrivelse til amtsrådet har råbt vagt i gevær. Det er mildest talt ikke heldigt i betragtning af, at landets hovedstad samtidig har den største koncentration af psykiske syge. Det er der forsøgt at give mange forklaringer på. En af dem er, at storbylivet i højere grad end mindre samfund avler psykiske syge. Især ses der mange psykotiske og skizofrene reaktionsformer, når den ofte arvelige sårbarhed støder sammen med den store stressfaktor og det øgede pres, som præger livet i storbyen. Men det, der møder den psykisk syge, er ofte to-tre måneders ventetid på at komme til psykiater. Det er i sig selv sygdomsforstærkende, hvilket ofte følges op af selvbehandling i en solid blanding af alkohol og stoffer for at dulme de værste symptomer. Når behandlingen endelig går i gang, sker det i et system, der er spændt så hårdt for ressourcemæssigt, at der mangler både pladser, personale og distrikts-psykiatriske opfølgningsmuligheder. Der er eksempler på, at man har været tvunget til at afvise tydeligt syge patienter, mens andre er blevet udskrevet til ingenting, inden de er færdigbehandlet. Derudover er antallet af pladser på det børnepsykiatriske område blevet halveret på et tidspunkt, hvor der dukker stadig flere børn op med psykiske lidelser. I byggesten og kvadratmeter er der godt nok sket en opnormering de seneste år, men opnormeringen er ikke blevet fulgt op af tilsvarende bevillinger på personaleområdet, og det betyder, at det psykiatriske personale er tvunget til med hård hånd at prioritere blandt de syge, så det kun er de absoult tungeste tilfælde, der får behandling. Men som oftest kun i form af medicinsk behandling, der kan dulme de værste symptomer, men ikke på nogen ændrer patienternes forhold. Alt i alt efterlader det et indtryk af et psykiatrisk behandlingssystem, der er i en elendig forfatning. Det har mange pårørende gjort opmærksom på i mange år. Der er blevet lyttet høfligt, men den store effekt har det ikke haft. Det må man håbe, de 33 overlægers skrivelse får. weis