Kristeligt Dagblad mener: Opfyld løfterne til verdens kvinder

25 år efter Kairo-konference er handling vigtigere end flotte ord

Da FN’s store befolkningskonference for 25 år siden sluttede i Kairo efter ni dages intense diskussioner, blev der på denne plads udtrykt berettiget bekymring over, at det største mærke, konferencen ville sætte på sin samtid, ville være ord. For diskussionerne havde mere handlet om retten til prævention og abort, end om hvordan verden konkret skulle forholde sig til konsekvenserne af den rekordhøje befolkningstilvækst.

Men konferencen blev faktisk skelsættende med sit banebrydende budskab om, at kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop, herunder hvornår de vil være gravide.

Selvom det lå de 179 deltagende lande frit for at tilpasse erklæringen til egne forhold, var det markant, at de alle bakkede op om at styrke kvinderne og fremme ligestilling som ”hjørnesten i befolknings- og udviklingsrelaterede programmer”. Og det har vist sig, at pigers og kvinders adgang til den allerede dengang dybt omstridte ”familieplanlægning” og prævention er altafgørende for, at de kan få sig en uddannelse og bidrage til deres samfunds udvikling fremfor til befolkningstilvæksten. I de mindst udviklede lande er brugen af moderne prævention siden da mere end fordoblet fra 15 procent til 37 procent, ligesom andelen af piger, der giftes bort som børn eller bliver omskåret, er faldet.

Men som det fremgår af dagens avis, er der fortsat lang vej igen, inden de løfter, der blev givet i 1994, er indfriet. Derfor var Danmark sammen med FN’s Befolkningsfond, UNFPA, og Kenya i den forgangne uge medvært for et topmøde i Nairobi, hvor omkring 170 lande og organisationer fremsatte over 1200 konkrete løfter om, hvordan de vil forbedre livet for udsatte piger og kvinder verden over. Heller ikke denne gang er ord nok.

Der skal først og fremmest handling til. Som en camerounsk topmødedeltager pointerede her i avisen i fredags, så handler det nu om at ændre virkeligheden for de kvinder, der lider, fremfor at at mødes igen om 25 år for at drøfte, om de nye løfter er blevet indfriet.

Det bliver desværre næppe nemmere af, at Vatikanet har boykottet sidste uges topmøde. I Kairo tog den katolske kirke i 1994 forbehold over for de dele af sluterklæringen, der omhandlede abort, men kirken udvandrede dog ikke. Det er værd at huske på i dag, hvor værdikampen om abort er endnu mere tilspidset end for 25 år siden, og det er tvivlsomt, om Kairo-erklæringen kunne være vedtaget i dag. Sammen med ni andre lande er USA gået hårdt i rette med Kenya-topmødet for ensidigt at fremme abort. Familieplanlægning og prævention handler dog først og fremmest om at forhindre aborter. Topmødet fremhæver adgangen til sikker og lovlig abort som et middel til at nedbringe mødredødeligheden, da 200 millioner kvinder i udviklingslandene fortsat ikke har adgang til prævention. Det ville dog have klædt topmødet også at problematisere, at aborter stadig i stor stil bliver brugt til at fravælge piger inden fødslen.

Fremfor boykotter og værdikamp er det dialog og inddragelse af alle relevante parter, der skal til for at løfte kvinderne og derved sætte en tiltrængt prop i befolkningstilvæksten. Det var en fejl, at verdens religioner ikke blev nævnt i sluterklæringen fra Kairo, for mange steder er det de kulturelle og religiøse normer, der skal ændres, før verdens løfter til kvinderne kan indfries. Det har sidste uges topmødevært Kenya erkendt ved nu at inddrage religiøse ledere i et forsøg på endelig at få sat en stopper for lemlæstelse af pigers kønsorganer, som ellers blev forbudt ved lov i 2001. Som kronprinsesse Mary så rigtigt sagde her i avisen i fredags, er dette ikke en kvindesag, men en sag for alle.