Der er brug for et opgør med angsten for at tale om brugerbetaling. For det første er det en myte, at vi ikke allerede har brugerbetaling i Danmark. Vi har masser. Tænk blot på den seneste tandlægeregning eller de mange penge, optikeren tog for nye briller. Pasning i daginstitutioner og skolefritidsordninger udgør en betragtelig post på børne familiernes budget, og det kan også være dyrt at hente medicin på apoteket.
For det andet er den eksisterende brugerbetaling af historiske årsager ulogisk skruet sammen. Hvorfor er det gratis at få et høre apparat, men dyrt at købe briller?
Meget tyder på, at en vis grad af bruger betaling er med til at regulere efterspørgslen, og det kan være nyttigt i en tid, hvor de store årgange på arbejdsmarkedet bliver afløst af små. Der vil være færre læger og sygeplejersker til at tage sig af en aldrende befolkning. Dertil kommer udgiftspresset. Der er derfor al mulig grund til en fordomsfri drøftelse af brugerbetaling. Er det skruet rigtigt sammen, som det er nu?
Politikerne vægrer sig imidlertid, og i går fejede den politiske ordfører i Venstre, Peter Christensen, et konservativt forslag om at kigge på brugerbetaling af banen. Til Berlingske Tidende sagde han:
"Politik er at finde løsninger på konkrete problemer, og det skal man passe på med at blande sammen med langsigtede visioner."
Udtalelsen illustrerer politikernes manglende mod. Det kræver jo netop langsigtede visioner at løse de konkrete problemer, hvis man ikke bare vil føre dag til dag-politik. Hvis man ikke tør tænke længere end til næste meningsmåling, går det galt.
Vælgerne er ikke dumme, og de fleste ved godt, at vi i de kommende år står over for voldsomme udfordringer. Flere ældre forlader arbejdsmarkedet og overgår til offentlig forsørgelse, som de skal leve af i længere tid. Og langt færre unge kommer ind på arbejdsmarkedet.
Danskerne er ifølge nye meningsmålinger villige til et opgør med efterlønnen, ligesom et flertal er indstillet på at opgive gratisprincippet for praktisk hjemmehjælp til mennesker, der selv har råd til at betale. Bruger-betaling er ikke ensbetydende med social massegrav. Se blot til Sverige. Her betaler man 150 kroner for at gå til lægen og 300 kroner for at tage på hospitalet.
Det medfører tilsyneladende mindre behov for lægehjælp, idet svenskerne kun ser en læge halvt så ofte som vi danskere. Men det går tilsyneladende ikke ud over sundheden. I hvert fald lever svenskerne godt to år længere end danskerne. Spørgsmålet er, om ikke tiden er inde til at kulegrave brugerbetalingsområdet og undersøge, om den måde, vi har indrettet det på, er hensigtsmæssig.
kdh