Opposition

MOTIVERNE VAR mange hos de mange, der mødte op ved demonstrationen torsdag aften i Beograd. Det var en demonstration mod præsident Milosevic, mod hans udemokratiske styre. Det var måske især en demonstration mod de elendige økonomiske og materielle vilkår, Kosovo-krigen under Milosevic' ledelse har bragt serberne ud i. Mere end to millioner serbere lever nu som følge af krigen, som følge af bombardementerne, der har ramt arbejdspladser og boliger, og som følge af de internationale sanktioner under fattigdomsgrænsen. Det vil sige med en indtægt på mindre end 200 kroner om måneden. Forandring ville fryde. Det har Milosevic åbenbart opfattet. Han har nu bebudet et valg i utide. Formentlig velvidende, at valgets resultat ikke nødvendigvis vil ryste ham. For der er endnu lange udsigter til, at oppositionens mange forskellige kræfter kan gøre fælles sag, som den tyske udenrigsminister Joschka Fischer i går opfordrede til. Programmerne for en ny politik er endnu få og små. Og samarbejdet mellem oppositionsgrupperne, der tæller såvel demokrater som nationalister, der finder Milosevic for blødsøden, lader trods den seneste tids demonstrationer endnu meget tilbage at ønske. Et valg kan blive så mudret, at der ikke er noget regeringsdueligt alternativ til Milosevic. Oppositionen ønsker ikke valg nu, undtagelsen er Vuk Draskovic - som det til tider er svært at vide, hvor skal placeres, men som torsdag aften åbenbart selv opfattede sig som opposition. Og oppositionen ved da også meget vel, at et snarligt valg i høj grad ville blive på Milosevic' betingelser, eftersom han og hans kontrollerer landets medier. Men hvor den teknokrat-regering, oppositionen ønsker sig som den første afløsning af Milosevic, skulle få sit mandat fra, er et meget åbent spørgsmål. Oppositionspolitikeren Vesna Pesic vurderede i et interview i Kristeligt Dagblad tidligere på måneden, at Milosevic den dag, han slås af banen, formentlig falder som offer for personer i hans omgivelser, der føler, situationen truer deres egen magtposition. Fire krige har Milosevic udkæmpet, hver gang har han tabt. Dette samt den hårde økonomiske situation i et isoleret Serbien kan betyde, at han en dag falder for vennehånd - bliver tvunget til at træde tilbage oppefra og ikke nedefra. Det ville ikke gøre alt rosenrødt og demokratisk fra dag til anden. Men det kunne være begyndelsen til en opblødning af landets isolering internationalt. Oppositionen skal måske skynde sig med at finde enighed, før andre viser sig mere handlekraftige.ls