Mens EU-toppen og toneangivende europæiske ledere som Angela Merkel fortsat tygger på, hvordan i alverden de skal prøve at holde sammen på butikken og give Den Europæiske Union fornyet livskraft og folkelig opbakning efter briternes nej til medlemskabet for to uger siden, kastede Ungarns premier-minister, Viktor Orbán, i går en ny håndgranat i retning mod Bruxelles og Berlin.
Han risikerer dermed at udløse en farlig dominoeffekt, som nogle har frygtet og andre, mere populistiske kræfter, har skyndt sig at opfordre til efter Brexit-afstemningen, og som risikerer at sprænge EU i småstumper.
Den nationalkonservative regeringschef med de autoritære træk er en indædt modstander af den kvoteordning, som et flertal af EU-landene sidste år vedtog hen over hovedet på de østeuropæiske Visegrad-lande, og som Ungarn og Slovakiet har klaget til EU-Domsto-len over. Opmuntret af det britiske Brexit-flertal og det efterfølgende granatchok i EU udnytter Orbán nu forvirringen i form af en egen folkeafstemning. Den skal forhindre, at Ungarn kan tvinges til at modtage de påbudte 2300 ud af 160.000 flygtninge, der skal fordeles i henhold til kvoteordningen. Den er i forvejen så ramt af samspilsvanskeligheder – kun omkring 2280 flygtninge er fordelt – at en folkeafstemning næppe er nødvendig for at give den det dødsstød, Orbán håber på.
Men netop som EU ventes at indlede sine udmeldelsesforhandlinger med briterne, skal ungarerne den 2. oktober altså stemme ja eller nej til, om EU uden om parlamentet i Budapest kan beordre en obligatorisk bosættelse af ikke-ungarere i landet. Spørgsmålet er så tilpas ledende formuleret, at Orbán modsat sin nu snart forhenværende britiske kollega, David Cameron, næppe får de store problemer med at vinde folkeafstemningen. Den er med hans ord nødvendig, da EU ikke kan tillade sig at gå imod folkets vilje og træffe ”beslutninger, som forandrer både deres og fremtidige generationers liv”.
Det er rigtigt, at EU bør repræsentere folkets vilje, og det er på høje tid, at Europa bliver mere relevant for befolkningerne. Men det europæiske fællesskabs idé har altid også handlet om solidarisk at stå sammen om de store udfordringer, Europa står overfor. Den ungarske regering har en væsentlig pointe, når den advarer om, at en stor muslimsk indvandring kan true vores kristne sammenhold, og at ansvar og solidaritet, som den ungarske udenrigsminister anførte her i avisen i sidste måned, ikke betyder, at man sender migranter fra den ene grænse videre til den anden.
Men Orbán-regeringen er galt på den, når den anser EU’s fejlslagne migrationspolitik som primær årsag til Brexit-flertallet. Det var netop ikke syriske flygtninge, men østarbejdere fra de nye medlemslande som Ungarn, der fik mange briter til at stemme nej. Man må håbe, at Viktor Orbán har en mere klokkeklar plan for, hvad han vil gøre, hvis ungarerne giver ham ret og siger nej til at lade EU bestemme, end Brexit-frontfigurerne Boris Johnson og Nigel Farage, der nu på ynkelig vis har stukket halen mellem benene.