Ord i Kosovo

STORE ORD var der nok af, da Kosovos interreligiøse råd blev etableret for tre måneder siden. De religiøse ledere var fælles om en deklaration om at ville arbejde for at skabe fred, at standse volden og bestræbe sig på at skabe religions- og bevægelsesfrihed for alle uanset religion og etnisk tilhørsforhold. Som man kan læse i dagens avis har det været vanskeligere at få konkret handling til at følge de store ord: Der sker ikke noget, når de religiøse ledere forlader det runde bord og træder ud i den politiske virkelighed, der er dybt præget af krigen og de etniske udrensninger, og den efter-kommunistiske, sekulariserede virkelighed, hvor både kirke og moske står svagt. Konflikten i Kosovo var og er ikke en religiøs konflikt, men religionen kom til at spille en rolle i og med, at kirker og moskeer er symboler på etnisk tilhørsforhold. Samtidig med, at religiøse ledere velsignede våben og på den måde bidrog til at give legitimitet til en etnisk og politisk konflikt. Nationalisme er en risikofaktor i sig selv, men tilført religiøse overtoner bliver den yderligere sprængfarlig. Situationen i Kosovo er stadig højspændt. FN's styrker bevogter klostre og kirker i området, hvor fraværet af krig ikke er ensbetydende med fred og fornemmelse af retfærdighed. Det er således ikke ganske overraskende, at der ikke umiddelbart er kommet noget ud af det gode og prisværdige initiativ med at sætte de religiøse ledere sammen i det nyoprettede interreligiøse råd. Religionerne har - også - været med til at levere ideologisk fernis til konflikten, og derfor er det også en vigtig forpligtelse for religionerne at bidrage til det møjsommelige arbejde med at bevare ædrueligheden og afdække sandheden. Det kan blandt andet ske ved at dokumentere og registrere de ødelagte kirker og moskeer, så den del af overgrebene ikke også bliver genstand for galopperende mytedannelse. De få måneder, rådet har eksisteret, er uhyre kort tid set i lyset af den lange historie, der martrer området, og som konfliktens parter har vidst at bruge i retfærdiggørelsen af sig selv og egne gerninger. Det er for tidligt at afskrive muligheden for, at det i Kosovo kan nytte at tale sammen på tværs af religionerne, men det er også værd at notere sig, at religionerne taler med spinkel røst i den politiske virkelighed i området. Men så meget desto større er forpligtelsen til at bidrage med små skridt til at følge de store ord. bl