Organdonation er individets valg

Personlig frihed bør respekteres ved organdonation

Morten Rasmussen 2016
Morten Rasmussen 2016. Foto: Leif Tuxen.

I 2015 døde 27 danskere, mens de ventede på en lever, nyre, lunge eller et hjerte. For både de døde og deres pårørende er det tragiske dødsfald, hvoraf mange formentlig kunne være undgået, hvis langt flere danskere meldte sig som organdonorer.

I det lys er det forståeligt, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) som beskrevet i Kristeligt Dagblad i fredags nu vil bede Det Etiske Råd vurdere, om alle danskere automatisk skal være tilmeldt som organdonorer, såkaldt formodet samtykke. Man er altså donor, med mindre man aktivt framelder sig Donorregistret – modsat i dag, hvor man aktivt skal melde sig til.

Formodet samtykke vil i sagens natur skaffe flere organdonorer, ligesom de mange, der aldrig har fået taget sig sammen til at melde sig som organdonorer, nu får en hjælpende hånd.

Alligevel er der grund til at tøve med at ændre reglerne. For når Det Etiske Råd to gange tidligere har vurderet og afvist samme forslag, skyldes det blandt andet, at man med formodet samtykke vil foretage et markant ryk i forholdet mellem staten og individet. Tilhører vores krop os selv, eller tilhører den staten?

For selvom det begrundes i hensynet til fællesskabet og ikke mindst til de mange, der står på venteliste til et organ, kan man ikke komme uden om, at formodet samtykke også repræsenterer et syn på kroppen som en beholder for reservedele, til rådighed for myndighederne.

Hvad enten man er troende eller ej, er det dog et kropssyn, som mange formentlig har det svært med. Kroppen repræsenterer også ånd, liv og nærhed. Det er smukt, hvis man vælger at give sine organer – og dermed livet – videre efter sin død. Men det må af myndighederne ikke defineres som en mindre smuk handling, at man ser sin krop som mere end organer; som en helhed, hvor det fysiske og det åndelige har fulgtes ad gennem hele livet – og skal følges ad efter døden.

Det kan kun anbefales, at alle overvejer spørgsmålet om organdonation, og det er godt, at sundhedsmyndighederne jævnligt iværksætter kampagner, der sætter fokus på behovet for organer. Men som i alle andre af livets forhold gælder også her, at man må respektere svaret, når man stiller et spørgsmål.

At forholde sig til sin død og til sin krops skæbne efter døden er et så personligt og etisk vigtigt spørgsmål, at det kun bør afgøres af den enkelte i samråd med dennes nærmeste pårørende. Og selvom ”kun” 20 procent af danskerne i dag har taget stilling til organdonation, er det jo ikke ensbetydende med, at de resterende 80 procent ikke har en holdning til spørgsmålet. Måske – og med god ret – oplever de det bare som et emne, der både personligt og principielt er så afgørende og komplekst, at det ikke kan løses ved, at man med NemID logger ind på en statslig hjemmeside og klikker ”ja” eller ”nej”.