Op til den kommende weekends oscarfest er den ombejlede amerikanske filmpris genstand for heftig debat. Kritikken kommer fra flere fronter. For det første er der racedebatten. Ikke en eneste sort skuespiller eller skuespillerinde er blandt de 20 nominerede, og det kritiseres i skarpe vendinger, især fordi borgerettighedsdramaet ”Selma” om Martin Luther King Jr. er blandt årets film.
For det andet er der kønsdebatten. Her bemærker kritikerne, at syv ud af årets otte nominerede film handler om maskuline bedrifter, inklusive dramaet ”The Theory of Everything” om fysikeren Stephen Hawking, hvis instruktør James Marsh interviewes i dagens avis.
For det tredje er der debatten om finkultur kontra massekultur. Fra kritikerside rejses der tvivl om oscarkomitéens virkelighedssans, når et stort flertal af de film, som amerikanerne gerne vil se i biografen, ikke er nominerede.
I larmen fra disse debatter kan man næsten glemme, at film er kunstværker og ikke kronikker til en avis. En film bør primært bedømmes efter æstetiske kriterier og efter, hvor vellykket den udforsker eksistensen. Anlægger man denne målestok, er feltet i år usædvanligt stærkt; tager man alene to film, der også herhjemme har fået mange i biograferne, nemlig ”Boyhood” og ”American Sniper”, er der tale om komplekse og nuancerede skildringer af fundamentale livsovergange. Barn bliver voksen (”Boyhood”), mand forlader kvinde og drager i krig (”American Sniper”) - det kan næsten ikke blive mere eksistentielt.
Når filmsproget tilmed som i ”Boyhood”, er decideret banebrydende (filmen er optaget over 12 år og følger personernes naturlige udvikling), kan man dårligt forlange mere. Så er det lige meget, om der nu er 10 procent for mange mænd med i årets filmhøst, eller om indvandrere er repræsenterede i tilstrækkelig grad, eller om handicappede er tilgodeset, eller om Irakkrigen kritiseres eller hyldes. Så er der bare den rene filmkunst tilbage, i hvilken vi kan spejle vore egne liv, blive klogere på os selv og tilværelsen og måske føle os lidt mindre ensomme.
Oscar er en fest for filmkunsten, og det bør man huske i samfundsdebat-larmen. Og så ellers glæde sig over, at USA fortsat leverer nyskabende produkter fra drømmefabrikken - aktuelt med de mange formfornyende og dybt engagerende tv-serier, der har skabt en regulær renæssance for filmkunsten. Nok opfandt amerikanerne den politiske korrekthed, men vi skal aldrig derhen, hvor det er køns- og farvekvoter og ikke indre nødvendighed og evne til at forny formsproget, der bestemmer, hvilke film og tv-serier der skabes.
mbh