Vi lever i overflod. I tusindvis af år har knaphed, mangel og sult været grundkår for mennesker. Men i den seneste generation har der været en velstandsstigning, som ingen tidligere kunne drømme om. Velfærd er blevet målet i sig selv. Vi indfører black friday som store forbrugsdag, hvor konsumerismen fejrer sig selv.
Fristelsen er samtidig kommet til hæder og ære. Den er professionaliseret. Marketing, PR, branding, forførelse er kompetencer for ethver virksomhed, for enhvert individ. Er man god til at friste, er man god til at sælge sit produkt og sig selv.
Over for denne materialistiske virkelighed – hvor børn ikke kan finde på noget at skrive på deres ønskesedler, fordi de har det hele – melder kristendommen sig med et krav, der kan lyde underligt og ude af trit med tiden: Giv afkald.
Kravet går som en rød tråd gennem Bibelen. Giv den ene kjortel væk, hvis du har to. Betal regningen for den overfaldne på vejen. Vend den anden kind til. Slå en streg over gælden. Giv afkald på dit eget.
Lige nu lyder kravet i fasten, der begyndte i onsdags og varer frem til påske. Og selvom kun få mennesker faster i et protestantisk land som Danmark, er det også for andre en anledning til at tænke over, hvorfor fasten spiller så stor en rolle i evangelierne.
Faste og bøn er tit forbundet i Bibelen. Jesus faster 40 dage i ørkenen. Fristelsen optræder her som følgesvend og fjende. Djævelen tilbyder magt over verden. Men den fristelse modstår Jesus. Faste handler om at stå fast, ikke at give efter. Det er svært i et samfund, der har fristelse som succesparameter.
Men netop fordi fristelse og nydelse er sat op på piedestal i Danmark anno 2021, skriger tiden på et alternativ. Her kan kristendommen være modkultur, som den er det på andre punkter. Overfloden må overvindes af noget vigtigere. Ellers er verden meningsløs.
Faste har historisk været bundet til strenghed og bod, men er i dag en selvvalgt praksis, som giver mulighed for at fokusere på det væsentlige. Nogle dropper chokolade, andre en dårlig vane med at tjekke Facebook hvert kvarter. Vi giver på den måde afkald på det overflødige og besinder os på, hvad der burde fylde i liv og tanker.
Protestantismen står ikke længere så stejlt på at være imod faste som tidligere. Folkekirken giver endda råd til at faste på sin hjemmeside. Det er godt, for dermed forsoner lutherdommen sig med en praksis, der hører med til kristendommens første begyndelse.
Inden længe vil den politiske debat handle om, hvordan vi kan genskabe forbruget, hvordan vi kan opdyrke behov for ting, som vi egentlig har fundet ud af, at vi kunne leve uden under pandemien. Forbrugscirkusset er på vej til byen igen.
Fastetiden er i den sammenhæng en god optakt, hvor man kan tænke over, hvad der er virkeligt nødvendigt.