Özil-debat er vigtig for Tyskland

Den tyske integrationsdebat har trængt til et andet perspektiv

Özil-debat er vigtig for Tyskland

Fodbolden har altid været et samlingspunkt for tyskerne. Især den første og den sidste af de i alt fire VM-titler blev brugt som vigtige markører for samfundets tilstand: VM-guldet i 1954 fik tyskerne til at ranke ryggen efter at have været skyld i naziforbrydelserne og verdenskrigen. 60 år senere blev VM-guldet i 2014 vundet af et hold, hvor over en tredjedel af spillerne havde udenlandske rødder. Et multikulti-hold, der blev hyldet som symbol for et genforenet og verdensåbent Tyskland.

At dette nok snarere var udtryk for en naiv romantisering af et samfund, hvor skyldsbyrden fra holocaust har tabuiseret en latent racisme og ført til berøringsangst i integrationen af indvandrere, er i den forgangne uge blevet tydeligt, efter at en af fodboldheltene fra 2014 – Mesut Özil – trak racismekortet i sit opblæste farvel til landsholdet, som havde skuffet fælt ved den nylige VM-slutrunde.

Den 29-årige Özil er født i fattige kår i Tyskland og har med rette været udsat for hård kritik, men blev også på skammelig vis lagt for had, siden han i maj smilende lod sig fotografere med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, forud for det tyrkiske valg. I værste fald gik han dermed en autokratisk despots ærinde, i bedste fald lod han sig naivt misbruge som dennes propagandaværktøj.

Uanset hvad er det ingenlunde formildende, at han nu har sagt, at han ville gøre det igen, fordi han gjorde det af respekt for det højeste embede i sin tyrkiske families hjemland. Hans begrundelse afspejler en tendens blandt tyske unge med tyrkiske rødder, som de senere år i stadig større grad har dyrket en tyrkisk identitet, godt hjulpet på vej af Erdogans massive propagandaindsats over for de knap tre millioner tyrkere i Tyskland. Hver anden af disse føler sig ifølge et to år gammelt studie som andenrangsborgere, og de takker for Erdogans vedvarende smiger ved i stor stil at stemme på ham uden at måtte leve med de repressalier, han har indført i Tyrkiet.

Men som omtalt i dagens avis kan også mange andre anden- og tredjegenerationsindvandrere spejle sig i fodboldstjernens ord om, at ”når vi vinder, er jeg tysker, når vi taber, er jeg indvandrer”, hvilket tyske medier har sat stærkt fokus på i den seneste uge med utallige personlige fortællinger om diskrimination i hverdagen.

I tre år har Tyskland været domineret af en oppisket og ofte rå flygtningedebat, der har flyttet de tektoniske plader i tysk politik som følge af den rekordstore og for sammenhængskraften problematiske tilstrømning af primært muslimske asylansøgere.

Men nu handler diskussionen pludselig også om, hvordan de over 18 millioner tyskere med indvandrerbaggrund, der i årevis har boet i landet, oplever at blive diskrimineret som borgere i en polariseret forbundsrepublik, og hvor stor en rolle loyalitet og tvekulturel identitet spiller i integrationen. Det er en jordnær og nødvendig debat, som Tyskland har trængt til, for vellykket integration handler både om at omfavne det nye hjemlands værdier og yde en helhjertet indsats, men også om at blive accepteret som fuldgyldige medlemmer af samfundet.