Prøv avisen

Påskelørdag

EVANGELIET FORTÆLLER, at Jesus efter sin død i den niende time på Golgata langfredag blev gravlagt i en klippehule i en nærliggende have, som tilhørte Josef af Arimatæa. En stor sten blev anbragt for indgangen. Nederlaget var beseglet. Påskelørdag er en underlig stille og uanselig dag i påskens drama. Klemt inde mellem to af dramaets store dage, langfredag og påskedag, er den hverken helligdag eller hverdag. Dramaet denne dag udspiller sig billedligt talt under overfladen, under jorden. Det er, som alt det skabte denne dag holder vejret i en usikker venten på påskedramaets endelige udfald. Salmedigteren K.L. Aastrup skriver om dagen, at den jo efter jødisk tradition er en hviledag, men: Dens hvile er en dødsens ro/ hvor ej er mer at gøre,/ med udslukt håb og visnet tro/ og ingen trøst at høre. I den kristne kirkes historie har dagen tidligere haft en stærkere placering i den fælles bevidsthed, end den har i dag. I oldkirken var dagen den helt store dåbsdag. Efter endt dåbsforberedelse blev dåbskandidaterne døbt, og det blev dermed liturgisk markeret, at dåben er dåb til Kristus - til hans død og opstandelse. Tilsyneladende er dagen ved at genvinde noget af sin betydning. I hvert tager et stigende antal kirker - som omtalt i dagens avis - dagen op som gudstjenestedag. En tendens, der også kan spores i det forslag til en ny salmebog, som Salmebogskommissionen har afleveret. Den nuværende salmebog har tre salmer, der knytter sig særligt til påskelørdag: Grundtvigs »Hør vor helligaftens bøn!« og »Min Jesus, lad mit hjerte få« og Ingemanns »Dag til hvile! Dag til glæde!«. Kommissionen foreslår, at samlingen af påskelørdagssalmer i en ny salmebog udvides med K.L. Aastrups »Der venter bag langfredags nat« og Grundtvigs storslåede gendigtning af Kædmons salme fra 600-tallet: »I kvæld blev der banket på Helvedes port«. Den gav i forrige århundredes vækkelser anledning til splittelse: missionsfolkene mente, at Grundtvigs salme tog alvoren ud af det dennesidige krav om omvendelse med sin skildring af Kristus, der henter de døde i Helvede. Sådan rent pragmatisk kan man selvfølgelig indvende, at påsken i forvejen er en tid med mange gudstjenester, og at hverken præst eller menighed har brug for flere. Men i det forløb, som påsken udgør, indtager påskelørdagen en særlig og selvstændig plads, sådan som det også markeres i trosbekendelsens »nedfaret til dødsriget«. For en eftersækular tid har gudstjenesten påskelørdag appel og værdi som en dramatisk-liturgisk fremstilling af, at påskedags glæde omfatter levende og døde, og at dødens segl er brudt. Glædelig påske! pb