Pædofilgruppen

UD OVER at give et nærmest mareridtsagtigt indblik i en gruppe pædofiles liv, dokumenterede TV 2-udsendelsen »De pædofile danskere«, der blev sendt mandag aften, at et par af foreningen Pædofilgruppens medlemmer har begået kriminelle handlinger, og det er derfor en naturlig følge af udsendelsen, at disse to personer allerede er blevet sigtet. Men udsendelsen rejser et andet påtrængende spørgsmål, nemlig om politiet er rustet til at efterforske denne kriminalitet, for man kan med rette spørge sig selv, om det er rimeligt, at Københavns Politi, som en højtstående inden for etaten sagde i udsendelsen, kun »kender til foreningen (Pædofilgruppen, red.) fra pressen«. En TV 2-journalist har arbejdet »undercover«. Han har udgivet sig for at være pædofil og infiltreret gruppen, og med skjult kamera har han filmet fra møderne. Politiet har ikke de samme muligheder, men efter udsendelsen må det være rimeligt at se på, hvilke ressourcer og muligheder politiet egentlig har for at efterforske disse sager, og hvis det er nødvendigt, at tilføre politiet de nødvendige ressourcer og de retlige rammer, der skal til for at bevise lovbruddene. Danmark siges af nogle eksperter, at være et »slaraffenland« for pædofile. En lovlig forening som Pædofilgruppen eksisterer simpelthen ikke andre steder, og i England - blot for at nævne et eksempel - skal man kunne fremvise en ren straffeattest for at blive ansat på en børneinstitution. Hvis vi ikke ønsker at gå så restriktivt til værks herhjemme, så er det så meget desto vigtigere, at politiet både prioriterer og er klædt på til at løse opgaven med at efterforske pædofile. Erfaringerne med rocker-loven og Tvind-loven viser, at det både er en politisk vanskelig proces og omkostelig affære at lovgive mod den grundlovssikrede foreningsfrihed. Selv om der uden tvivl ville være en positiv signalværdi i at forbyde en forening som Pædofilgruppen, så vil man aldrig kunne forhindre en lignende forening i at opstå bare under et andet navn. Langt mere effektivt vil en målrettet politiindsats være. Det er vigtigt at huske, at hver eneste overgreb og hvert eneste børnepornografisk billede repræsenterer et misbrugt barn, og det er en forbrydelse af en karakter, der uden tøven og lange diskussioner om foreningsfrihed skal gribes ind over for øjeblikket. Samtidig er det nødvendigt at se nærmere på dømte pædofiles muligheder for at vælge behandling frem for fængsel. TV 2-udsendelsen dokumenterede også, at et medlem af foreningen mente, at en to-årig behandling på en sexologisk klinik var at foretrække for 10 måneder i fængsel. Systemet skal ikke være således, at den enkelte, dømte pædofiles tarv tilgodeses på bekostning af børnenes. miep