P1 skal tilbage på sporet

Drop ungdomsdyrkelsen, så vender lytterne tilbage

Michael Bach Henriksen, Kulturredaktør
Michael Bach Henriksen, Kulturredaktør. Foto: Leif Tuxen.

Det er sjældent, at DR-toppen erkender fejl efter omlægninger af sendefladen, men det sker nu i forbindelse med, at P1 skal have ny chef. Sidste års omfattende omlægning af P1, hvor man satsede på live-udsendelser og aktualitet for at opsamle frafaldne P3-lyttere, har ikke haft den forventede effekt.

Til dagbladet Politiken siger radiochef i DR Tor Arnbjørn: ”Vi havde en ambition om at gøre kanalen bredere og tiltrække nye lyttere. Det er ikke lykkedes.”

Således er antallet af ugentlige lyttere faldet fra 678.000 til 646.000.

Der venter derfor den nye chef en stor opgave med at vende udviklingen. Man fornemmer, at DR selv mener, at P1 har et image som en lukket klub for de i forvejen vidende, og det skal man væk fra.

Men eftersom man sidste år prøvede at nærme sig de yngre med mere aktualitet og kæk live-radio, og ingen bed på, kunne det jo være, at man skulle konkludere modsat og rendyrke P1-profilen. Danmarks største taleradio skal ikke nærme sig Radio24syv eller P3.

Der er ungdomsdyrkelse nok i medielandskabet og ingen mangel på hverken live-udsendelser eller aktualitet. Tværtimod mangler der baggrund, perspektiv og soberhed, samt en grundlæggende tiltro til, at licensbetalerne er myndige borgere, der på et oplyst grundlag selv kan træffe beslutninger. Dette oplyste grundlag skal P1 levere.

Og faktisk er der en mindre radiorevolution i gang. Alt imens DR sender flere kække liveudsendelser, vender radioentusiaster - og mange af dem er unge - sig mod USA, hvor den dokumentariske radiofortælling er i vækst. Alt det, som DR kunne i gamle dage med montager, boomer nu i USA og i Danmark med uafhængige podcast-producenter.

I en kommentar i Berlingske har fem forskere fra center for journalistik på Syddansk Universitet lagt resultaterne af en stor undersøgelse frem. Den viser, at unge foretrækker at få nyheder online, og at de iøvrigt hellere vil have underholdning end nyheder.

Men dette velkendte faktum bør ikke få DR til at satse endnu mere på digitale platforme og teenage-sjov. De unge bliver voksne en dag og vil da se sig om efter et P1, der holder den faglige standard og de gamle journalistiske dyder højt. En gang imellem skal man holde fast i sine kerneydelser og gøre det, man er bedst til, i stedet for at halse efter flygtig vind. Og DR råder i forvejen over en bred vifte af ungdommelige kanaler. Lad dog P1 være en undtagelse og betragt de 678.000 lyttere, man havde før den fejlslagne omlægning sidste år, som en stor succes.