Der er vækst i valfart. Sidste år vandrede det højeste antal pilgrimme nogensinde på Camino de Santiago i Spanien. I Israel er der en klar stigning i religiøs turisme til Jerusalem og de øvrige bibelske steder. Over hele verden er billedet det samme, som det fremgår af dagens avis. I alt besøger op mod 330 millioner mennesker hvert år verdens hellige steder, vurderer FN’s verdensturisme-organisation.
Man kan roligt slå fast, at langt mere perifere fænomener får langt større opmærksomhed i medierne, men det anfægter selvsagt ikke pilgrimmene, der har blikket rettet mod noget vigtigere. De deltager i en stille revolution, et oprør fra midten af menneskelivet, hvor det går op for folk, at hedonisme og materialisme ikke er livets mening, og de søger i stedet ud på vejene.
Når nyhedsværdien af de svimlende tal er slået fast, er det efterfølgende værd at minde om, at verdens 330 millioner årlige helligdomsrejsende står på et gammelt og solidt fundament. Jerusalem har i vekslende grad op gennem historien altid været mål for pilgrimme og magnet for masseturisme.
Og munkene skabte et kulturelt netværk i Europa ved at forbinde valfartsstederne og var, fordi så få i datiden kunne læse og skrive, ophavsmænd til idéen om Europa, som den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe citeres for i dagens avis.
Andre forfattere så med mere kritiske øjne på pilgrimsfærden. Mark Twain besøgte i 1860’erne Jerusalem og beklagede sig over Gravkirken med dens ”forlorne vrøvl, prangende og billige udsmykning”, som han, der på det tidspunkt var USA’s allerstørste forfatter, skrev i bogen ”Uskyldige i udlandet”.
Twain var fra Midtvesten og delte med sin svenske kollega Selma Lagerlöf en vis sval protestantisk skepsis over for en meget udadvendt og følelsesbetonet trospraksis. Halvdelen af Lagerlöfs romanklassiker ”Jerusalem” (1901-1902) foregår ikke i den hellige stad, men i Dalarna, og rummer – foruden fantastiske sproglige billeder og sansninger fra Jerusalems gamle bydel – en jordnær religionskritik. For Lagerlöf er bonden, der bliver hjemme og dyrker sin jord, ikke mindre from end pilgrimmen, der rejser til fjerne himmelstrøg på jagt efter helligsteder.
Forfatternes protestantiske kritik af sværmerisk religiøsitet fylder ikke meget i dag, og det skyldes nok, at fokus har flyttet sig. Det er blevet tydeligt, at det moderne vestlige menneske trods utallige valgmuligheder, høj levestandard og relativ sikkerhed fra krig, stadig hungrer efter mening.
At konstatere, at nutidens enorme vækst i rejser til helligsteder kan være udtryk for, at der er noget helt galt på hjemmefronten i det kun tilsyneladende paradisiske velfærdssamfund, er vigtigere, end at kritisere den udadvendte og handlingsorienterede religiøsitet.
Mennesker længes, og den længsel skal tages alvorligt.