Prøv avisen
Leder

På vejen til Betlehem

Erik Bjerager,chefredaktør og administrerende direktør pŒ Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

Vi er alle, billedligt talt, på samme vej som Josef og Maria

Her op til jul har forfatteren Jens Christian Grøndahl udgivet en lille gendigtning af Juleevangeliet. ”Vejen til Betlehem” hedder bogen, der fortæller om Josef og Maria set igennem de øjne, hvor beretningen så godt som aldrig er blevet anskuet, nemlig Josefs.

Bibelen fortæller stort set intet om ham, og han kommer ikke til orde. Derfor ligger stoffet åbent til at beskrive tømreren, der forlover sig med en ung pige, som viser sig at være gravid og påstår, at hun skal føde Guds søn.

Vi følger de to på rejsen fra Nazaret til Betlehem, der også bliver en indre rejse for Josef. En rejse fra tvivl og vrede over det svigt, som han mener, at Marias graviditet udtrykker, til en dyb kærlighed til hende og det barn, der fødes i stalden. En rejse mod et af kærlighedens mirakler.

Josefs følelser finder delvis afklaring, da han på et tidspunkt under den farefulde færd svigter Maria og selverkendende må spørge: Hvem har mest at tilgive den anden?

Det er en central sætning i Jens Christians Grøndahls fine og velskrevne bog. Selvom han i flere avisinterview, senest i dagens avis, har beskrevet sig som agnostiker og kulturkristen med et ambivalent forhold til både kirke og tro, har han dyb indsigt i kristen tænkning.

Hvem har mest at tilgive den anden, er et spørgsmål, som alle mennesker kan stille sig selv, og det er først, når man gør det, at man bliver menneske for de andre. I bogen er det et tema, der udvikles. Mennesket bliver empatisk og kærligt af at erkende sin egen skyld og se sin egen ufuldkommenhed i øjnene.

Ligesom Jens Christian Grøndahl beskriver vejen til Betlehem ud fra en ny vinkel, efterlades man som læser med det indlysende spørgsmål: Hvorfor var der ingen, der så det hele fra den højgravide Marias og den unge Josefs synspunkt og kom dem til hjælp?

Mange præster vil sikkert til morgendagens julegudstjenester inddrage den aktuelle flygtningesituation i Europa i deres prædikener, for hvorfor er der ikke plads til flygtningene i herberget herhjemme?

Spørgsmålet er både politisk og etisk, og selvom der ikke behøver være husrum, hvor der er hjerterum, er det vigtigt at fastholde hjerterummet og den etiske forpligtelse over for mennesker i nød.

Det er en konkret udfordring i en tid, hvor flygtninge kalder på en udstrakt hånd, men samtidig også på nøgtern stillingtagen til, hvor grænsen for samfundets sammenhængskraft går.

Det har siden den første kristendom været centralt for kirken at prædike omsorg for de fattige, de syge, de ensomme og de fremmede. Og det er en stadig bestræbelse at fastholde samfundet og os selv på den menneskelighed.

Men Juleevangeliet vil mere end prædike næstekærlighed og omsorg for samfundets svageste. Det fortæller, at Gud i sin store kærlighed til mennesket bøjede sig mod jorden og selv blev menneske i Jesus Kristus for at komme os i møde. Født i en stald under de mest ydmyge vilkår for at møde mennesket netop der, hvor det er mest fornedret og fortvivlet og udsat. Den inkarnation, legemliggørelse, er et mysterium, der ikke kan forstås med forstanden, men kun fattes med troen.

Med Jesu fødsel tændtes et lys i mørket og en ny virkelighed blev til. Josef og Maria gik på vejen til Betlehem, hvor vi andre billedligt talt også befinder os. På ”vejen”, sådan som de første kristne betegnede kristendommen. Jesus selv kaldte sig vejen, sandheden og livet og sagde: Følg mig.

Livet er en fremadskridende bevægelse mod døden og åbenbaringen af den sandhed, som vi nu kun forstår stykkevist. Men når vort liv en dag ender og forløses af den frelser, der fødtes julenat, skal vi kende den fuldt ud. GLÆDELIG JUL