Prøv avisen
Leder

Påske for troende og tvivlere

For mange mennesker er der et afgrundsdybt skel mellem fornuft og hjerte, forstand og følelse, tvivl og tro. Især troen anskues som en modsætning til fornuften, skriver Erik Bjerager i dagens leder.

Den vantro Thomas lod sig overbevise. Det samme skal vi

Den italienske maler Michelangelo Caravaggio, hvis korte liv var lige så heftigt og lidenskabeligt som hans kunst, stod ved sin død i 1610 som mesteren bag en række billeder med bibelske motiver, der i deres udtryk var nyskabende i kunsthistorien. Caravaggio brugte som modeller til de bibelske figurer almindelige mennesker. Det gav billederne et dagligdags virkelighedspræg, en næsten ekstrem realisme, der var ny. Samtidig benyttede han sig af en dramatisk og indirekte lyssætning - clair obscur - hvor lysets kilde er usynlig og på forunderlig vis kalder motivet frem, både fra mørket i billedet og fra historiens dyb.

Det gælder også hans kendte motiv af apostlen Thomas med tilnavnet ”den vantro”, som gengives på avisens forside i dag. Thomas havde ifølge Johannesevangeliet ikke været til stede den aften efter korsfæstelsen, hvor Jesus første gang viste sig for sine disciple. Da han hørte om det, krævede han at få syn for sagn for selv at tro på, at Jesus virkelig var opstået fra de døde. Han ville ikke kunne tro, før han fik lov til at stikke sin finger i naglemærkerne og i såret i Jesu side, og da Jesus viste sig igen, opfordrede han Thomas til at gøre netop det med ordene ”vær ikke vantro, men troende”.

Caravaggio formår at gøre det øjeblik helt nærværende i den realistiske gengivelse af Jesus, Thomas og to af disciplene med deres nøgterne og undersøgende ansigtsudtryk, der forstærkes af det særlige lys i billedet. Deres intense fokusering på såret, som Thomas stikker fingeren i, tiltrækker sig også beskuerens blik. Caravaggio gør os på den måde til medvidner til det fortættede øjeblik, hvor tvivleren bliver troende.

Det er svært ikke at føle en vis sympati og identifikation med Thomas, som gennem hele den kirkelige tradition har stået som sindbilledet på det tvivlende og skeptiske menneske. Han er som sådan indbegrebet af det moderne, men forskellen mellem den moderne tvivler og Thomas er, at Thomas kom til tro. Han lod sig overbevise, og han blev en ihærdig apostel, der drog vidt omkring og angiveligt døde i Sydindien, hvor en del af de kristne også i vor tid kaldes Thomas-kristne.

I dag er det moderne at fastholde tvivl og skepsis som en tilstand og ikke en vej mod afklaring eller det modsatte. Det er mere moderne at søge end at finde og smartere at tvivle end at tro. Men den form for tvivl er ikke frugtbar. Den er forbeholden, og den har det med at reducere alt stort, herunder mysteriet og underet, til ingenting.

For mange mennesker er der et afgrundsdybt skel mellem fornuft og hjerte, forstand og følelse, tvivl og tro. Især troen anskues som en modsætning til fornuften.

Det kom til udtryk, da en avis for nogle år siden på lederplads fastslog det latterlige i at tro på Jesu opstandelse ”uden brug af tekniske hjælpemidler”. I samme kategori er sognepræst Per Ramsdals afvisning af opstandelsen som urealistisk.

Tro og opstandelse skal ikke måles med naturvidenskabens alen. Den er et guddommeligt mysterium, der ligger ud over fornuften. I det seneste århundrede har mange teologer forsøgt at afskrive opstandelsen som historisk virkelighed, men fastholde den som en religiøs billedtale, hvor Jesus lever videre i kirkens prædiken om ham. Men det er at fjerne selve grundlaget fra kristendommen. Der fandt en begivenhed sted, før der kunne fortælles om den. Thomas og disciplene beviste ikke opstandelsen, men de bevidnede den. Deres liv var forandret af det, og de fortalte om det, så budskabet bredte sig ud i hele verden. Det forandrer også vores liv - og død. Tvivleren Thomas lod sig overbevise, og det samme skal vi. Glædelig påske!