Et jordskælv. Så markant en betegnelse benytter både palæstinensiske og israelske politikere om udviklingen i Mellemøsten i disse uger. Med jordskælv mener de, at den arabiske verden ikke længere findes som en enhed efter de nye fredsaftaler indgået med Israel.
Først oprettede De Forenede Arabiske Emirater diplomatiske forbindelser med Israel, forleden fulgte Bahrain med, og mens Saudi-Arabien nu har tilladt israelske fly i luftrummet, venter alle på, hvilke andre arabiske lande, der følger i kølvandet og slutter fred med Israel. Det er i sandhed et jordskælv, verden er vidne til og en fuldstændig forandring af den gængse udlægning af Mellemøstkonflikten. Det vil være synd at sige, at mediedækningen hertillands har været overvældende, men rystelserne efter jordskælvet skal nok sætte sig også i pressen i den kommende tid.
Det har nemlig altid heddet sig blandt journalister og diplomater med speciale i Mellemøsten, at nøglen til fred i regionen findes i Jerusalem. Forstået på den måde, at før konflikten mellem palæstinensere og israelere er løst, og førstnævnte har fået deres egen stat, bliver der ikke fred.
Synspunktet er blevet gentaget så ofte gennem årene, at det har fået et kraftigt skær af klokkeklar logik over sig. Virkeligheden er bare en ganske anden. Det ser vi nu. Og det er faktisk svært alene at give israelerne skylden for udviklingen. Efter 2000 og de mislykkede Camp David-fredsforhandlinger, og med den voksende krise mellem PLO og Hamas, som overtog Gaza midt i årtiet, har de arabiske nabolande mistet interessen for palæstinensernes sag.
Det er på alle måder dybt tragisk for den palæstinensiske civilbefolkning, at deres ledelse af dybt splittet mellem religiøse og sekulære kræfter, i interne magtkampe og en komplet mangel på politisk legitimitet. Det er eksempelvis over 10 år siden, der sidst blev afholdt valg. Den palæstinensiske talskvinde Hanan Ashrawi har derfor ret, når hun her i avisen som reaktion på oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Emiraterne og Israel blev citeret for at sige: ”Der er tale om forræderi imod palæstinensernes sag.”
For de arabiske nabolande kommer fred med Israel tydeligvis forud for oprettelsen af en palæstinensisk stat. De er blevet ofret i det store strategiske spil mellem Saudi-Arabien og Iran, mellem sunni- og shia-islam, hvor intet arabisk land i denne tid kan undgå at vælge side. Selv ikke Oman, der ellers har kunnet dele sol og vind lige, men nu også ventes at vende sig mod Israel og oprette diplomatiske forbindelser. For palæstinenserne er det – trods alle mulige fejl begået af lederskabet gennem tiden – dybt uretfærdigt, og deres situation må påkalde sig fortsat medfølelse. Men for alle andre er der tale om potentielt gode nyheder for den uroplagede region, der nærmer sig normale tilstande hvad angår sikkerhed og økonomisk vækst efter det igangværende jordskælv.