Partihopperi skader demokratiet

Uheldigt at afhoppere ikke lader deres suppleanter komme til, skriver dagens leder

Ida Auken (billedet) har forladt SF til fordel for Radikale Venstre. Astrid Krag og Ole Sohn er blevet socialdemokrater.
Ida Auken (billedet) har forladt SF til fordel for Radikale Venstre. Astrid Krag og Ole Sohn er blevet socialdemokrater. Foto: Marie Hald/ Denmark.

Efter kommunalvalg er en yndet sport for nyvalgte kommunalpolitikere at skifte parti for at få en bestemt udvalgpost eller et ben. Det er regulære vælgerbedrag. I kølvandet på SFs sammenbrud har partihopperiet for alvor fundet vej også til Christiansborg, men her er sagen ikke helt så simpel.

SF har, siden Annette Vilhelmsen overtog formandsstolen for godt et år siden, undergået et dramatisk hamskifte. Partiet gik til valg på at komme i regering i 2011 med S og R, men de mange regeringskompromiser har siden nedbrudt partiet indefra. Allerede i marts sidste år forlod den såkaldte børnebande SF, og den politiske ordfører, Jesper Petersen, gik til Socialdemokraterne, hvor han kort efter blev belønnet med jobbet som finansordfører.

LÆS OGSÅ: S-profil tager forbehold over for partihopperi

Det var en forkert belønning for en illoyalitet, mente en del menige socialdemokrater. Nu står der intet om partier i Grundloven, kun at folketingsmedlemmer alene er forpligtet på deres samvittighed. Derfor er der formeltset ikke noget at komme efter. Folketings-medlemmer kan skifte partigruppe, så meget de vil. Den ret har de nu forhenværende SFere Astrid Krag, Ida Auken og Ole Sohn senest benyttet sig af. Astrid Krag og Ole Sohn er blevet socialdemokrater, mens Ida Auken nu er radikal. Ole Sohn forklarer, at han har skiftet, fordi han gerne vil bakke op om regeringssamarbejdet, som han gik til valg på. Med andre ord, at han er tro over for SFs vælgere, mens partiet svigter dem.

Det argument er svært at afvise. Helt principielt må man dog stå fast på, at næsten ingen folketingsmedlemmer vælges alene på personlige stemmer. Langt hovedparten har brug for at supplere med partistemmer for at komme i Folketinget. Derfor tilhører stemmerne i høj grad partiet og ikke kun den enkelte politiker. Og derfor bør man forlade tinget, når man rager uklar med sin folketingsgruppe. Så må man efterfølgende forsøge at blive valgt igen for sit nye parti, som Bjarne Lausten (S) nævnte i gårsdagens avis.

Indrømmet, helt enkel er sagen ikke. Hvis et parti virkelig dramatisk ændrer kurs midt i en valgperiode, kan man sagligt argumentere for, at partiet bedrager vælgerne og ikke den politiker, der skifter parti. Problemet er, at det så bliver den afhoppende politiker, som på vegne af alle vælgere fortolker, at de foretrækker netop det parti, som folketingsmedlemmet hopper over til. Det er langtfra sikkert, at vælgerne er enige i det. Som hovedregel bør et folketingsmedlem derfor overlade sit mandat til en suppleant, hvis vedkommende ikke længere kan tåle lugten i bageriet. Alt for mange partihoppere skader folkestyrets funktion og vælgernes tillid til de folkevalgte.hhh