Der var engang, hvor Danmark efter sigende havde verdensrekord i selvmord. Det er heldigvis ikke tilfældet længere, men efter en markant reduktion af selvmordstallet siden 1980, hvor 1600 mennesker hvert år tog deres eget liv, har antallet af selvmord de seneste 10 år ligget stabilt på omkring 600. Med andre ord er der en til to danskere, der hver dag tager sig selv af dage, langt flere forsøger, og rigtig mange pårørende står tilbage med sorg og skyldfølelse. Mange også med skam og ubesvarede spørgsmål.
Paradoksalt nok er et af de farligste steder at opholde sig, hvis man er selvmordstruet, på en psykiatrisk afdeling. Hvert syvende selvmord begås således af en patient tilknyttet psykiatrien – og oftest er de knyttet til netop her, fordi de var selvmordstruede. Halvdelen af alle, der tager deres eget liv, har på et eller andet tidspunkt været i berøring med psykiatrien. Med andre ord: Man ved, de er udsatte, de eller deres pårørende har søgt hjælp – alligevel sker det.
Det er glædeligt, at Danske Regioner og Dansk Selskab for Patientsikkerhed nu melder ud, at man har sat et mål om at få antallet af selvmord ned på nul. Det må siges at være et ambitiøst – og nok også urealistisk – mål, som flere, der arbejder med psykisk syge, påpeger. Men det er godt, at det nu tydeligt signaleres, at de selvmord, der sker, når man er så forpint, at man er indlagt eller i ambulant behandling, helt bør undgås.
Ifølge en af de helt store kapaciteter inden for selvmordsforebyggelse herhjemme, professor Merete Nordentoft, har en af barriererne for at yde bedre forebyggelse i psykiatrien være tavshedspligten. Eller misforståelsen af den. Når pårørende, der alt andet lige er de fremmeste eksperter på netop deres kære, har henvendt sig med bekymringer, er det ikke altid, de er blevet hørt eller beskeden givet videre i systemet. Det er der heldigvis ved at blive lavet om på, men det er vigtigt at se de pårørendes engagement som en ressource, ikke som en belastning.
Vi får formentlig aldrig et samfund helt uden selvmord, men vi kan få et samfund, hvor færre tager deres eget liv, og hvor flere, der har det så dårligt, at de ser selvmord som eneste udvej, får hjælp til at komme ud på den anden side og finde livsmodet igen.
Siden 1980’erne er det blevet vanskeligere at tage sit eget liv, fordi nogle af de hyppigst anvendte metoder som forgiftning er blevet gjort mere vanskeligt tilgængelige. Samtidig har antidepressiver og anden medicin hjulpet rigtig mange mennesker. Men tilbage står, hvad vi hver især kan gøre, når vi oplever, at et menneske, der er os nært, har det svært. Man skal turde spørge og udfordre, og i dag siger sagkundskaben, at man ikke kan inspirere mennesker til at begå selvmord. De har allerede tænkt tanken selv, før nogen spørger. Og så skal specialisterne i navnlig det psykiatriske system stå klar med vedholdenhed og behandling af høj kvalitet, når mennesker med selvmordstanker, henvender sig.