En verden i hastig forandring skal man tilpasse sig. Man må forandre, fornye og innovere. Alle virksomheder og organisationer ved det og gør det. Samfundet gør det. Men innovationsbegejstringen er kammet over og på det nærmeste blevet en besættelse. Det er blevet til innovation for innovationens skyld og fornyelse for fornyelsens skyld.
I Danmark findes der et center for innovation. Regeringen har nu en ”minister for offentlig innovation”. Der undervises i folkeskolerne i innovation, og nu kan man i gymnasiet gå til eksamen i faget innovation. I stillingsannoncer efterlyses næsten kun innovative medarbejdere. Arbejdsgange og systemer på især arbejdspladser er blevet genstand for konstante forandringer.
Den hastige teknologiske udvikling er en af drivkræfterne bag kravet om innovation og forandring. Men det er forkert at anskue innovation som noget godt i sig selv. Megen forandring i dag lovprises, alene fordi der fokuseres på det nye, der kommer til, mens man glemmer at se på det, der mistes ved, at det gamle forsvinder. Innovation er godt, hvis fornyelsen løser et problem på en måde, som ikke kræver en ny løsning kort tid efter. Men megen af tidens innovation er forandring for forandringens skyld.
Innovationshysteriet er blevet så udpræget også i verden omkring os, at der i denne uge blev holdt en konference i USA, der som led i en modbevægelse hylder ”The Maintainers” – vedligeholderne – med fokus på alle de mennesker og jobs, der holder samfundets hjul i gang uden at dyrke innovationen og forandringen.
Her på avisen har vi givet en aktuel serie artikler samme navn: Vedligeholderne. Vi ønsker ikke at dyrke reaktionen eller fremstå som forandringsmodvillige, men vi ønsker med artikelserien at sætte fokus på den bevidstløse dyrkelse af innovation, ligesom vi vil pege på, hvad vi som samfund risikerer at miste ved at hylde den konstante forandring.
En indlysende risiko for en kultur, der er blindt fokuseret på forandring er, at forståelsen for værdien af traditionen, vanen, tilvante strukturer og i videre forstand historisk bevidsthed forsvinder. Når det bliver en dyd i sig selv at vende ryggen til alt det vante og gammelkendte og i stedet hylde det nye, undermineres kulturen.
Kultur bygger ligesom religion på overlevering og det nedarvede, og derfor er gentagelsen, også som den opleves i gudstjenesten, en kilde til noget sandt i tilværelsen. Når mennesker i en hektisk tid er optaget af at søge nye impulser, er det godt gennem gentagelsen at få skabt en retning i livet. Gentagelsen gør noget godt ved mennesker.
Dyrkelsen af det innovative fører i sin yderste konsekvens også til relativisme. Det er svært at fastholde eviggyldige sandheder i et samfund, der er optaget af konstant forandring. Når nye sandheder bestandigt afløser gamle, kommer relativismen til at herske.
Hvis dyrkelsen af det innovative tager overhånd, er det heller ikke svært at forestille sig, hvordan en stor gruppe af mennesker, som ikke evner at forny og forandre sig, vil blive hægtet af, ikke mindst ældre mennesker. Eller hvordan en gruppe mennesker, sådan som det allerede opleves til fulde, ikke kan håndtere de mange forandringer, men får stress.
Derfor skal der gøres op med den tankeløse innovation. Samfundet skal forny sig og forandre sig, men også huske på betydningen og værdien af traditionen og gentagelsen. Samfundet må værne om og agte de mange mennesker, der ikke arbejder med innovation, men derimod først og fremmest med at få samfundet til at fungere.