Det kaldes asymmetri, når store årsager medfører små virkninger – og vice versa. Et aktuelt eksempel er samfundets håndtering af to typer af fusk. I den ene har nogle enkeltpersoners mangel på etik givet sig udslag i påstået misbrug af betroede stillinger i det offentlige. I den anden type har offentligt ansatte ledere eller mellemledere ved eklatant inkompetence eller anløben moral muliggjort det for regulære svindlere at suge enorme summer ud af fælleskassen.
Symmetrien burde vise sig i, at de store forsømmelser udløser store konsekvenser, mens de mindre forseelser, som muligvis ikke engang er regulære lovovertrædelser, men bare udtryk for dårlig dømmekraft, bedømmes tilsvarende mildt. Desværre er tendensen, at det forholder sig omvendt.
Hvis du som skattemedarbejder overser – eller vælger at overse – en gigantisk trafik med tilbagebetaling af ikke-betalt udbytteskat, er du relativt sikker på, at det aldrig vil medføre ubehageligheder for dig. Du kommer naturligvis ikke i fængsel. Faktisk er det stærkt usandsynligt, at affæren overhovedet påvirker din karriere. Ikke desto mindre har den danske del af skandalen anslået kostet os alle 12 milliarder kroner.
Hvis du derimod er hærchef, minister eller borgmester, kan du være ret sikker på, at hammeren falder anderledes kontant. Du mister hæder, ære eller job – typisk alle dele – hvis du gør dig skyld i noget, der kan udlægges som kammerateri, nepotisme eller bare lidt for rundhåndet omgang med offentlige midler. Vel at mærke en rundhåndethed, der allerhøjst løber op i hundrede tusinde kroners klassen. Det handler gerne om kontormøbler, håndværker-ydelser eller middage. Eller om at gøre vejen til et godt job lidt for nemt for sin ægtefælle.
Den hjemsendte hærchef Hans-Christian Mathiesen, den tidligere minister Uffe Elbæk (AL) og eksborgmestre som Niko Grünfeld (AL) og Anna Mee Allerslev (R) kan alle tale med om den prompte afregning for kortvarigt at forveksle deres offentlige arbejdsplads med noget, man kan anvende til private formål.
Asymmetrien er et faktum, men den har naturligvis nogle forklaringer. Først og fremmest, at det er ulig nemmere at identificere synderen i en sag om middage bestilt hos ægtefællen end i et kompleks, der involverer talrige ansatte med uklare ansvarsområder og handler om transaktioner, der er foregået i årevis. Der har hærchefen, ministeren og borgmesteren et klart handicap. De opererer i transparente systemer. Samtidig belaster det dem, at deres forsyndelser kan overskues. Vi har alle lettere ved at forholde os til et designerbord til nogle tusinde kroner end til skattesvindel for abstrakt store beløb.
Men at asymmetrien kan forklares, betyder ikke, at den kan forsvares. Det svækker retsfølelsen, når de mennesker, der bevidst eller ubevidst har faciliteret samfundsmæssige tab for mange milliarder, slipper ustraffet, mens en borgmester, der måske/måske ikke har været på kanten af forvaltningsloven, må gå af, længe førend der har kunnet ske nogen som helst juridisk vurdering.
Det er korrekt, at ministeren eller borgmesteren selv vælger at træde tilbage efter det, der kaldes ”politisk pres”. Men det er også korrekt, at der alligevel er tale om karriereknæk ofte med dybe og langvarige personlige konsekvenser.
Pointen er absolut ikke, at vi skal affinde os med hærchefer eller folkevalgte med dårlig dømmekraft. Naturligvis ikke. Men vi opbygger en ubalance i det moralske samfundsregnskab, hver gang vi lader de store fisk svømme og de små dømme.