Pas på tingsliggørelse af børn

Risiko for at betragte børn som varer, man bestiller

Ligesom der ikke er garanti mod, at en biologisk far eller mor bærer et sygdomsgen, som de kan give videre til deres barn, kan man heller ikke gardere sig 100 procent mod, at en donorfar har en arvelig sygdom, mener dagens leder Karin Dahl Hansen.
Ligesom der ikke er garanti mod, at en biologisk far eller mor bærer et sygdomsgen, som de kan give videre til deres barn, kan man heller ikke gardere sig 100 procent mod, at en donorfar har en arvelig sygdom, mener dagens leder Karin Dahl Hansen. Foto: Sigrid Nygaard.

Reagensglasbefrugtning, som nu har mere end 30 år på bagen, har medført en tsunami af etiske dilemmaer, som det løbende er nødvendigt at forholde sig til. Derfor er det godt, at Folketinget jævnligt ser loven efter i sømmene og sikrer, at den er tidssvarende og giver svar på de nye problemer, der opstår. Men den nye fertilitetslov, der træder i kraft på mandag, har imidlertid mange forkerte takter.

LÆS OGSÅ: Screening kan ikke sikre sygdomsfrie børn

Et af tiltagene, der vil berøre rigtig mange barnløse, er muligheden for at få flere oplysninger om sæd- og ægdonorer. På den måde kan forældre in spe vælge donor efter højde og drøjde, intelligens og egenskaber i øvrigt. Dermed giver man indtryk af, at et barn er noget, man bestiller. Det er med til at tingsliggøre liv og er dybt uetisk og meget problematisk. Et andet tiltag i samme boldgade er den såkaldte krydsdonation, der skal afhjælpe manglen på egnede donoræg. Her lægges der op til et noget for noget-princip, hvor barnløse kvinder vil få tilbudt donoræg fra en fælles pulje, hvis de vel at mærke selv har en søster eller veninde med, der vil levere æg til puljen. Igen nærmer man sig et produktsyn på menneskeliv.

Kunstig befrugtning, genteknologi og lægernes stadig mere avancerede teknikker medfører, at kommende forældre risikerer at få indtryk af, at man kan gardere sig mod alt og på den måde være sikker på at få sunde og raske børn, der ser smukke ud og er kloge og kreative. Det viser den seneste debat om screening af donorsæd. Ligesom der ikke er garanti mod, at en biologisk far eller mor bærer et sygdomsgen, som de kan give videre til deres barn, kan man heller ikke gardere sig 100 procent mod, at en donorfar har en arvelig sygdom. Hvad enten man undfanger børn naturligt eller kunstigt, er det en risikabel affære at sætte børn i verden.

Ifølge den nye fertilitetslov bliver det muligt for enker at anvende deres afdøde mands sæd. Enten alene eller sammen med en ny partner. Det er forståeligt, at en kvinde kan ønske at fortsætte den familiedannelse, hun og hendes mand var i gang med, men det er absurd, når barnet sidenhen skal have at vide, at dets far var død allerede ved undfangelsen. Også her burde politikerne have trukket i den etiske håndbremse i stedet for at trykke på gaspedalen.

Kunstig befrugtning er et gode i et samfund, hvor mange ikke kan få børn på naturlig vis. Enten fordi de har en sygdom, eller fordi de ventede for længe, før de gik i gang med at stifte familie. I hvert eneste klasseværelse sidder der i dag et eller to børn, der er undfanget i laboratoriet. Det er positivt for den enkelte familie, men det er nødvendigt, at etikken hele tiden er i højsædet, når det gælder reguleringen af området.