Det er på mange måder gået det danske sundhedsvæsen som mundheldet om, at operationen lykkedes, men patienten døde. For flere overlever kræft og hjerteproblemer. Flere bliver behandlet på landets hospitaler, hvor ventetiden er kort. Knæ og hofter ordnes på samlebånd. Og når uheldet er ude på landevejene, lander der en akuthelikopter med en paramediciner. Det er en af forklaringerne på, at langt færre bliver dræbt i trafikken end tidligere. De bliver behandlet allerede på vej til hospitalet – præcis som hjertepatienter gør det.
Alligevel beretter mange patienter om en eklatant mangel på sammenhæng og menneskelighed. Mange oplever at blive fanget i en Bermuda-trekant mellem egen læge, flere hospitaler og det kommunale sundhedscenter. Alle instanser gør det glimrende jævnfør de mange beskrevne succeser, men ingen føler sig for alvor ansvarlig for patienten som sådan, og vigtig kommunikation går tabt fra sted til sted. Det er en gammel sandhed, men den gælder stadig. Det kræver et godt helbred at være syg.
Regeringen har varslet en stor sundheds-reform, og i går kom socialdemokraterne med deres bud – nærhospitaler tæt på borgerne, der skal løse mindre opgaver som kontrol, scanninger samt småoperationer. Mere end 10 nye nærhospitaler lover partiet.
Idéen lyder forjættende, for der er i høj grad brug for mere nærhed i sundhedsvæsenet, men spørgsmålet er, om nærheden skal komme i form af flere adresser eller i et andet menneskesyn.
Længe har såvel politikere som embedsmænd med deres tale om effektivitet, produktivitet, flow, kvalitet og målstyring fået hospitalerne til at lyde som større fabrikker, mens ord som omsorg og empati sjældent høres, uagtet at kernekunden – for nu at blive i det sprog – er et ældre, svageligt menneske, der ofte har mere end en sygdom.
Superhospitalerne er et gode, og det samme er lokale sundhedscentre, hvor mange kroniske sygdomme, kontroller og almindelige lidelser samt genoptræning kan og bør klares (men nok ikke ligefrem operationer).
Det, der imidlertid er allermest brug for, er et paradigmeskifte, hvor flosklen om, at patienten er i centrum, omsættes til praktisk virkelighed. Der skal koordineres, tænkes kreativt og først og fremmest skal alle systemer og behandlinger indrettes med patientbriller. Sundhedsvæsenet er til for den enkelte og ikke omvendt, som man desværre indimellem får indtryk af. Kommuner, hospitaler, plejehjem og praktiserende læger skal tvinges til at samarbejde, og patientens tarv må til hver en tid komme før faggrænser og traditionelle barrierer.
Behandlingen skal være i verdensklasse, patienten skal ses som et medmenneske og ikke belastes unødigt med lange rejsetider og unødig venten. Det er i al sin enkelthed den gordiske knude, der skal løses, når fremtidens sundhedsvæsen udvikles.