Pavens mission

PAVE JOHANNES Paul II fortjener al respekt for sin historiske og vanskelige rejse til Det Hellige Land. Den dårligt gående 79-årige pave med næppe hørbar stemme virker om muligt stærkere som verdens fremmeste fortaler for fred og forsoning i sin stærkt svækkede alderdom, end han har gjort før. Rejsen, der slutter i morgen, skal ses som led i hans globetrottende kamp for menneskerettighederne og indsats mod tyranni og diktatur, men først og sidst fuldender den pavens 21 år lange kamp for at forsone jøder og katolikker. Selv om paven under sit besøg ikke direkte undskyldte, hvad mange jøder anser for at være den katolske kirkes tavshed over for nazisternes Holocaust, så udtrykte han kirkens sorg over hadet, forfølgelserne og den anti-semitisme, som kristne har vist jøder. Mange jøder anser den katolske kirke som medskyldig i det nazistiske Holocausts udryddelse af seks millioner jøder, fordi den daværende pave Pius XII forholdt sig tavs. Vatikanet selv understreger, at den daværende pave udførte en diplomatisk indsats for at forhindre masseudrydelserne af jøder, mens en højlydt protest fra pavestolen dengang ville have nedkaldt nazisternes vrede over katolikkerne. Paven har dog hidtil afvist at åbne Vatikanets arkiver for at få klarlagt kirkens gerninger - gode som onde. Men undskyld har han sagt. Tydeligst under den historiske bodsgudstjeneste for to uger siden, da han i bønnen »mea culpa« - min skyld - opremsede en række synder begået af den katolske kirke igennem historien, herunder forfølgelserne af jøderne. Med den offentlige syndsbekendelse og erkendelsen af kirkens fejltagelser søgte paven en »renselse af hukommelsen«. Paven, der mere end nogen anden har arbejdet på forsoning imellem jøder og katolikker, er det første katolske overhoved på statsbesøg i Israel. Selv om Vatikanet anerkendte den jødiske stat i 1994 og etablerede fulde diplomatiske forbindelser med landet, ses rejsen fra jødisk side som et sidste skridt mod total katolsk anerkendelse af jødernes ret til et hjemland. Pavens politiske balancegang understregedes af hans samtidige opbakning til palæstinensernes kamp for et eget land, ligesom den religiøse balancegang kom til udtryk i pavens kontakter til jødiske og muslimske ledere og ikke mindst den pressede kristne menighed. Der kommer formentlig ingen håndgribelige resultater ud af pavens rejse. Men paven har med sin åbenhed og vilje til at komme mennesker imøde vist, at vejen til fred og forsoning kræver respekt for modparten. Den politisk tænkende og politisk kloge pave har med sin bods- og pilgrimsrejse frisat nogle vigtige kræfter i bestræbelserne på at skabe fred i Mellemøsten og forsoning imellem mennesker. bjer