Trump vinder ikke priser for retorisk elegance. Han har et meget begrænset sprogligt register og udtrykker sig ofte kategorisk med svulstige tillægsord – great, amazing, fantastic. Det er en fordel for ham indenrigspolitisk, hvor et forsimplet sprog passer til forsimplede politiske løsninger, som efterspørges af mange – i hvert fald indtil de har vist sig ikke at virke.
Trumps sprogbrug er også velegnet til en overfladisk mediekultur, hvor oneliners, tweets og statusopdateringer går rent ind hos store vælgergrupper, som heller ikke nødvendigvis har et shakespearesk vokabularium. Men reality show-retorikken giver også visse udfordringer i diplomatiet, som gennem århundreder, ja årtusinder har betjent sig af antydningens ædle kunst.
Det blev klart i tirsdags, hvor Trumps tale til forsamlingen af statsledere og delegerede i FN-bygningen i New York gav anledning til bekymrede miner. ”Rocket man is on a suicide mission” lød det blandt andet om Nordkoreas Kim Jung-un, hvis land Trump ikke tøvede med totalt at udslette, hvis de skulle finde på at true USA og dets allierede.
Og sandt er det jo, at den slags formuleringer ikke hører til normal FN-retorik. Diplomatisk betragtet er det også vanskeligt at se, hvordan man sprogligt fra dette punkt kan eskalere retorikken over for Nordkorea. Når man som Trump uafladeligt pumper sproget til sit yderste, opstår også den risiko, at ingen længere tager udtalelserne alvorligt. Til sidst er der kun handlingen tilbage – og den situation ønsker ingen, heller ikke Trump, som han understregede i samme tale. Således betragtet har Trump og USA med talen indskrænket det diplomatiske manøvrerum.
Når det er sagt, er det værd at bemærke, at Trumps trussel om total udslettelse trods al sin bombastiske retorik ligger i forlængelse af den udenrigspolitiske doktrin, som USA etablerede i kølvandet på Anden Verdenskrig. Pax Americana, den amerikanske fred, kaldes således også den tilstand af relativ fred, som siden 1945 først og sidst har været sikret af amerikansk militært overherredømme. Vi kan godt komme til at glemme det her i lille fredelige Danmark, men det er USA’s militære muskler, som for nuværende gør, at ingen vil overveje at gøre krav på dansk territorium – også selvom vi ikke kan lide Trump. Vi kan nemlig ikke forsvare os selv.
Militærstrategisk taler man også om ”mutual assured destruction” (gensidigt sikret ødelæggelse) som det princip, der gensidigt afskrækker verdens atommagter fra at bruge våbnene mod hinanden. Og selvom de seneste årtier har budt på flere atomnedrustningsprogrammer, er det princip stadig afgørende for den globale magtbalance. Det er den klub, Kim Jong-un og Nordkorea gerne vil med i, hvilket USA og et enstemmigt Sikkerhedsråd vil gøre meget for at forhindre.
At konflikten med Nordkorea også handler om USA’s forhold til Kina og Rusland, er klart, men hvor den styrkeprøve ender, er svært at forudse. Aktuelt er det vanskeligt nok at afkode Trumps udenrigspolitiske dagsorden. Elementer i hans ”America First”-strategi har peget i retning af, at USA vil trække sig tilbage fra den globale arena, men FN-talen vidner om, at USA fortsat ønsker at slå fast, at ingen andre lande har dets militære styrke. Sidstnævnte er klart mest i Danmarks og Europas interesse. Men vi begynder at se konturerne af tiden efter Pax Americana, hvor Kina rykker ind på scenen, og Rusland er begyndt at afprøve, hvad en ny verdensorden åbner af muligheder. Og selvom Trumps stil og tone nok er problematisk, er det ikke nødvendigvis en tid og en verdensorden at glæde sig til.