Prøv avisen
Leder

Personlighedens rolle i historien

Af Jeppe Duvå, Redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Personen Trump er ved at tage magten fra præsidenten Trump

Det værste ved Donald Trump er, at han bringer alt amerikansk i miskredit. Hans katastrofale personlighed forveksles i Europa med ”borgerlig politik” på amerikansk. Det bringer på forhånd rimelige og forventelige udspil fra amerikansk side i vanry, alene fordi de har Trumps regering som afsender.

Trump har, som flere gange tidligere fastslået på denne plads, fra udgangspunktet været uegnet som præsident. Men knap halvvejs inde i hans periode begynder hans personmæssige uegnethed at antage dimensioner, der transformerer den til en realpolitisk faktor. Præsidentens impulsive, primitive og amoralske personlighed er blevet selve omdrejningspunktet for amerikansk politik.

Det er ikke nødvendigvis altid sagligt begrundet – men det er en kendsgerning.

Trumps karakter er blevet x-faktoren, der gør alle USA’s føderale og udenrigspolitiske skridt uberegnelige. Selv når de burde anerkendes af omverdenen som rationelle, mødes de nu med skepsis og tilbageholdt åndedræt fra alle sider. Det er dybt skadeligt for USA’s internationale relationer, fordi det undergraver al nødvendig tillid.

Denne uge har kastet et skær af græsk tragedie over problemet Trump. En bog, der fodrer den efterhånden selvkørende anti-Trump-industri med alle ønske-skrækhistorierne om en kæmpebaby helt ude af kontrol i Det Hvide Hus, ramte redaktionerne på de store amerikanske medier. Med Watergate-journalisten Bob Woodward som forfatter blev den modtaget temmelig ukritisk af de toneangivende østkystmedier. Hovedparten af kilderne til alle bogens påståede afsløringer er anonyme – med den deraf følgende objektivt forringede troværdighed.

Men formentlig er situationen omkring præsidenten lige så anløben, som bogen beskriver. Senere fik tragedien tilføjet nogle scener af endnu en anonym, en Hvide Hus-embeds-mand, der skrev et foruroligende indlæg om sin arbejdsplads i The New York Times.

Mens personen Trump holder vores opmærksomhed i et jerngreb, er det nemt at glemme, at det var nogle dybe, men legitime strømme i den amerikanske befolkning, der bragte ham til magten. De forsvinder ikke, hvis personen Trump skulle forsvinde. Eller hvis han skulle tabe til en demokrat ved præsidentvalget i 2020, hvilket det vil være udpræget dumdristigt at satse på.

Hans modkandidat i 2016, demokraten Hillary Clinton, tilbød en identitetspolitisk dagsorden, der havde inklusion som sin varmende overskrift. Men i virkeligheden var den koldt ekskluderende over for alle de kedelige middel-amerikanere, som Clinton i en af sine valgkampstaler famøst betegnede som ”ynkværdige” (”deplorables”).

Men næsten halvdelen af de amerikanske vælgere er hverken racister, misogynister eller bare vildførte. De fravalgte derimod en demokratisk kandidat, der i stedet for at række ud efter dem i deres bekymringer om økonomi og fremmedgørelse valgte at råbe skældsord til dem hen over kulturkløften.

Som den amerikanske feministiske samfundsforsker Joan Williams har beskrevet det, så tabte Hillary Clinton, firkantet sagt, fordi hendes kampagne var betydeligt mere optaget af antallet af LGBT-toiletter end af antallet af industriarbejdspladser. Indtil Det Demokratiske Parti får en ny politik, der tager højde for de mange amerikanske vælgere, der orienterer sig lokalt, og som ikke identificerer sig med en akademisk eller finansiel klasses behov, så vil de følelser, der gav Trump sejren i 2016, være en påtrængende realitet.