En knibtangsmanøvre hedder det, når den angribende part deler sig og derved overrumplende kan angribe modstanderen fra flere sider.
Da justitsminister Søren Pind (V) i søndagens Politiken gjorde udfald mod den islamkritiske højrefløj, var det et eksempel på denne angrebsform.
Ifølge justitsministeren er islamdebatten blevet så ekstrem, at ”det for os i Venstre er tid til at trække en grænse,” som det hed i interviewet.
Udover Pind er en række af Venstres officerer – Marcus Knuth, Jakob Ellemann-Jensen, Esben Lunde Larsen – på lignende vis efter en terrorramt og debatophedet sommer sendt i marken med et opbyggeligt budskab. Det er tid til at stå sammen. Og ikke tage del i en ond debatspiral, som kan anspore til vold fra såvel islamister som højreekstreme typer.
Det er overordnet set fornuftigt og tiltrængt at appellere til besindighed i en debat- kultur, hvor der bliver stadig kortere mellem ytringer, som for blot få år siden havde været utænkelige.
Og når kadren af Venstre-folk efter i årevis at have konkurreret om de mest slagkraftige værdipolitiske udmeldinger pludseligt har flugtende holdninger om nødvendigheden af at samle, er det med overvejende sandsynlighed udtryk for et bevidst, strategisk politisk valg.
Det er et valg, der sandsynligvis er truffet ud fra ønsket om at placere sig som det store, ansvarlige og samlende parti for det borgerlige Danmark, men også – og det er værd at huske på – fordi dansk flygtninge- og indvandringspolitik i det store og hele er tvunget til at placere sig indenfor rammerne af de linjer, der er udstukket fra Merkels Tyskland, resten af EU og de forkætrede, men endnu gældende internationale konventioner. Hvis man ikke er tilhænger af det eneste alternativ, nemlig at Danmark går enegang, kan man ligeså godt finde en grimasse, der passer til de politiske realiteter.
Hvis regeringens manøvre lykkes, stiller det Dansk Folkeparti i et vanskeligt dilemma.
Partiet, som er skabt på og vokset af hele tiden at flytte rammerne for indvandrerdebatten, står nemlig midt i en ambition om at gøre sig til et regeringsdueligt, pragmatisk parti. Og selvom Pind har bedyret, at udfaldet ikke er rettet mod Dansk Folkeparti, er partiet nu presset til at enten at gøre front sammen med de stærkt islamkritiske stemmer i Nye Borgerlige og Dansk Samling eller rette ind efter den mere moderate linje sammen med V og S.
Hvis de vælger det sidste, vil det kunne efterlade den islamkritiske fløj, som har sat dagsordenen i dansk politik i de seneste 10 år, marginaliseret. Dem, vi ikke vil være, men som er nødvendige, for at vi andre kan stå sammen.
Det er sandsynligt, at et flertal af danskerne er tilhængere af en mere pragmatisk, konsensussøgende bestræbelse i den offentlige opinion. Og Venstres aktuelle signal kan være spæde tegn på ønsket om en bred koalition hen over midten efter tysk forbillede, hvor DF kan lege med, hvis de holder sig på måtten.
Men manøvren rummer også risici. For det første bør Pind og Venstre nok huske på, at dem, de nu holder ud i strakt arm, i vidt omfang er dem, der har sikret dem taburetterne. For det andet har en del af styrken ved de seneste 10-15 års debat været, at der her, i modsætning til i vores nabolande, er højt til loftet uden politisk korrekthed. At forsøge at lægge låg på den danske islamdebat kan blive som at smide låg på en gryde i kog. Det kan ændre spillereglerne i dansk politik, men det kan også koge over. Og så kræver det, at der ikke sker andet, som kan få låget til at lette.