Pinsen, som vi fejrer i morgen, er kristendommens tredjestørste højtid efter jul og påske og markerer Guds nærvær her og nu. Guds ånd, der svævede over vandene på skabelsens morgen, er også den ånd, der skaber liv i dag. Ånd og ånde har på dansk samme sproglige rod, og det åndedrag, der holder os alle i live, indtil vi holder op med at drage det, er i kristendommens forståelse Guds.
Livet er et mirakel, og vores åndedrag er hans livsånde. Det ånder himmelsk over støvet, hedder det i Grundtvigs store pinsesalme I al sin glans nu stråler solen.
LÆS OGSÅ:Pinsen markerer, at Gud sætter ånd bag ordene
Pinsen markerer også den kristne kirkes grundlæggelse. I Det Nye Testamente fortælles, at tre tusinde mennesker lod sig døbe under indtryk af Helligåndens påvirkning. Derefter bredte kristendom og kirken sig over kloden.
Ikke bare folkekirken, men mange gamle kirkesamfund i den vestlige verden, er i disse år under stigende pres. Det er der forskellige forklaringer på. Den tiltagende individualisering betyder, at flere begynder at sammenstykke deres egen tro. Autoritetstabet og sekulariseringen svækker samfundets forankring i den kristne tradition, og tomrummet udfyldes af en ny ligestillings- og ikke-diskriminationsideologi.
Samtidig kæmper alle vestlige samfund med at bevare sammenhængskraften. Den amerikanske politolog Robert Putnam, som blev interviewet her i avisen forleden inden sit besøg i Danmark i næste uge, er kendt for sin forskning i samfunds evne til at hænge sammen. Han konstaterede, at færre og færre mennesker identificerer sig med deres næste. At der er behov for at styrke de sociale bånd mellem borgerne. At hyperindividualismen tager til, og at forståelsen for den enkeltes ansvar over for fællesskabet bliver fortsat mindre.
Det gælder også i Danmark, hvor de folkelige fællesskaber, som vi har været gode til at opbygge, er under pres. Folkehøjskolen spiller ikke samme rolle som før. Folkeskolen er udfordret, og det samme gælder folkekirken. Men dagen før kirkens fødselsdag er der alligevel grund til at kippe med flaget. Folkekirken fremstår i stigende grad med massiv medlemsopbakning som et af de sidste folkelige fælleskaber. Det er tilmed et fælleskab, der rækker langt uden for kirkens mure, fordi kirkens budskab i sig selv er samfundsskabende.
I kirkens gudstjenester prædikes der ansvar for andre mennesker. Det er her, man hører, at livsfylden ligger i at række ud og hjælpe andre. At lykkens dør åbner udad og ikke indad, som Søren Kierkegaard formulerer det. Det er i kirkens nadver, at den menneskelige utilstrækkelighed udstilles, og med tilsigelsen af syndernes forladelse at alle opfordres til at forlige sig med deres næste. Det er i livets overgangsritualer, at livet bindes sammen for mange. Det er i kirken, at mennesker bliver mødt i deres største livskriser, og det er i kirken, at der trods død og fortvivlelse tales om håb.
Folkeoplysningen, der har haft en central betydning for skabelsen af fælles værdier i Danmark, er også en opgave for folkekirken med de mange foredrag og arrangementer i landets sogne. Det er vanskeligt at fastslå, hvor meget det betyder for fællesskabet, at der fra kirkens side laves et stort socialt arbejde, eller hvad det menneskelige fællesskab i kirken betyder for at imødegå ensomhed, der er et stigende problem. For slet ikke at tale om betydningen af præsternes sjælesørgeriske samtaler.
Op til kirkens fødselsdag pinsedag er det afgørende at bakke op om det fællesskab, der er i kirken, og det, der skabes af kirkens forkyndelse og mangeartede virke. Derfor: Gå i kirke, alene, med familien eller venner. Der er brug for det.
GLÆDELIG PINSE!