Prøv avisen
Leder

Pisa-æraen bør snart være fortid

Seks runder med Pisa har vist målingens styrker og svagheder

Da den danske del af den internationale skoleundersøgelse Pisa blev fremlagt i tirsdags, var det nogle knastørre forskere, der stod for præsentationen. Ganske anderledes end sidste gang, i 2013, hvor den daværende undervisningsminister havde tiltaget sig rollen som den, der førte ordet.

Skiftet i den politiske prioritering er interessant: Det går fremad for de danske skoleelevers kundskaber, viser de nyeste tal. Men en nytiltrådt undervisningsminister kan ikke opnå det store ved at tage æren for en udvikling, som hun ikke selv har andel i. Da tallene derimod i 2013 kunne bruges til at understrege, at der var behov for politisk indgriben og opstramninger, blev fremlæggelsen højprofileret ministerstof.

Ikke desto mindre er det glædeligt, at de nye tal, der for den danske dels vedkommende er indsamlet i 2015 blandt unge på 331 skoler, viser, at fagligheden er forbedret for 15-årige skoleelever inden for de fag, der testes, nemlig matematik, læsning og naturfag. Efter en årrække med kraftig kritik er den danske folkeskole ifølge undersøgelsen ved at komme på ret kurs. Danmark har færre elever, der ligger på de laveste niveauer, viser tallene.

Og dét er netop, hvad vi har kunnet bruge Pisa-tallene til de seks gange, vi har deltaget: at måle, hvordan skolen udvikler sig herhjemme. For det siger tallene fra den internationale undersøgelse faktisk noget troværdigt om.

Det har derimod belastet hele Pisa-regimet, at tallene notorisk også er blevet benyttet til noget, som de er meget dårligere til: at placere de forskellige lande i forhold til hinanden. Som en slags global skolernes grand prix for de 72 lande, som deltager i de treårlige undersøgelser.

Det har medført en skadelig fokusering på dybest set absurde konstateringer, såsom at børn i Sydkorea konsekvent har flere rent faglige kompetencer end danske og i øvrigt alle andre europæiske skolebørn. Jo, tak. Der er afgørende forskelle på de østasiatiske samfund og vores. Forskelle, som vi bør være glade for, men som ignoreres, hvis man bruger Pisa som facitliste til, hvad der er en god skole, og hvad der udvikler tænkende medborgere.

Dertil kommer, at der nogle gange slet ikke er de statistisk betydende forskelle på landenes placeringer, som skal til, for at det giver mening at rangordne dem efter hinanden.

Er der et liv efter Pisa? Efter halvandet årti med et noget enøjet fokus på, hvordan landet præsterer i lige netop denne specifikke måling, er det på tide, at vi ser op fra tabellerne. Måske er det ovenikøbet på tide, at vi for alvor begynder at bruge den mentale energi på noget andet rent skolemæssigt. At udvikle undervisningen i dybden, at arbejde med mere åndelig tilstedeværelse for iPhone-forstyrrede elever, med at fastholde og udfolde klare og ufravigelige faglige krav, men at lade dem gå hånd i hånd med, at skolerne befordrer en dannelse, der er mindre målbar, men helt afgørende for vores samfund.

Ikke et ondt ord om tests. De har vist os, at den danske gennemsnitlige skoleelev faktisk havde nogle mangler. Alt er ikke fryd og gammen i skolen, men Pisa-æraen er forhåbentlig toppet.