Prøv avisen

Plads til alle

Tanken bag kulturkanon er rigtig, men større konsekvens ville pynte

DEN STORT ANLAGTE og meget omtalte kulturkanon er nu offentliggjort. Listerne rummer visse overraskelser og mange enkeltvalg kan kritiseres, men den grundlæggende tanke bag kulturminister Brian Mikkelsens (K) kulturkanon er sympatisk. Ved at vælge en række uomgængelige værker viser man i praksis, at noget er bedre end andet. Kanon er et opgør med middelmådighed og gennemsnitlighed, og en målestok for, hvad der er ypperligt i kulturen, og hvad der er tidsbundet og forglemmeligt.

Det handler om proportioner, og uden en målestok forveksler man nemt det banale med det geniale. Kan man ikke vurdere noget i forhold til noget andet, er man ilde stedt, når man møder det bedste. Årtiers udvikling i skole og samfund har vist, at et opgør med middelmådighed og kulturel analfabetisme er påkrævet.

SÅ LANGT, SÅ godt. Problemet opstår, når man sammenholder de ædle intentioner med de konkrete lister, der nu er offentliggjort. Kulturministerens kanonudvalg har ikke vist den fornødne konsekvens på alle områder, men har set sig nødsaget til at modificere de strenge krav om et begrænset antal uomgængelige værker.

På litteraturens område er der eksempelvis ikke valgt 12 værker, men kun 11, samt en såkaldt lyrikantologi, der rummer et tilfældigt antal digte fra litteraturhistorien. På den måde slipper man for at træffe en række svære valg, men det skaber alligevel uklarhed, at udvalget tilsyneladende ikke har kunnet begrænse sig, når opgaven nu netop var et skelne skarpt og vælge fra.

På samme måde med andre områder. Trilogier, udvalg og livsværker på de forskellige lister giver indtryk af, at det alligevel har været for svært at vælge uomgængelige værker. Denne vaklen og inkonsekvens svækker det samlede projekt.

DER ER SAGT og skrevet meget om kanonprojektet, og en del af kritikken gøres med offentliggørelsen til skamme. Det er meget svært at se, hvordan listerne kan bruges i et nationalistisk projekt, som kritikere ellers har frygtet. Kulturministeren har klogeligt lagt kursen om efter talen på det konservative landsråd, der fik flere kanonmedlemmer til at true med at gå.

Der har også været talt om en unødvendig lukkethed og manglende debat i forbindelse med udvalgs-arbejdet. Rigtigt er det, at udvalgene har arbejdet for lukkede døre, men debatten er ikke udeblevet af den grund, og alt tyder på, at den fortsætter med fornyet styrke, nu hvor vi har nogle konkrete lister og værker at forholde os til.

At vi er endt med et meget dansk resultat i form af en rummelig kanon, hvor alle kan finde noget at forholde sig til, er forståeligt. Dannelsen er blevet demokratiseret, som det siges i dagens avis, og det er udmærket.

Men større konsekvens og mod til at vælge fra havde ikke desto mindre pyntet gevaldigt.

mbh