Isbjørne, der spiser plastic på Svalbard. En hval, der dør i Sydthailand med 80 plasticposer i bugen. Poser og flasker, der flyder rundt i strandkanter i Grækenland, Indien eller Filippinerne. Det er billeder som disse, der har gjort det globale plastproblem nærværende og alarmerende. Hvert år ender otte millioner tons plastic i verdenshavene, hvor det nedbrydes til det forkætrede mikroplastic, som Det Østrigske Miljøagentur i den forgangne uge for første gang har påvist i mennesker.
Det kan derfor kun hilses velkomment, at EU-Parlamentet i selvsamme uge stemte for fra 2021 at forbyde engangsplasticprodukter som bestik, tallerkener og sugerør, da der findes mere miljøvenlige alternativer til disse. Det er sund fornuft og et vigtigt første skridt med dette forbud, som medlemslandene nu bør sige god for og føre ud i livet.
Men hvad nytter det, når asiatiske strande fortsat flyder med plastic, er det oplagt at spørge. Selvom 70 procent af al plastic i verdenshavene kommer fra udviklingslandene – med Kina og Indonesien som de største syndere – er det rigtigt at starte hos os selv, når 150.000 tons plastic ender i Europas vandløb hvert år. Middelhavet indeholder én procent af al vand i verden, men også syv procent af den mikroplastic, der er i verden, så forbuddet vil nytte noget i Europa. Næst efter Kina er EU verdens største plasticproducent, men blot en tredjedel af de 26 millioner tons plastic, der produceres på vores kontinent, bliver i dag genbrugt.
Ved at gå forrest og være innovative på dette område kan vi anvise løsninger, inspirere andre og endda tjene penge, sådan som Danmark har gjort som foregangsland for vindindustrien. Men Danmark er også et af de EU-lande, der genanvender mindst plast-emballage fra husholdningerne, kun cirka 30 procent. Trods en stadig større klimabevidsthed hos mange er det særdeles svært at gøre op med brug og smid væk-kulturen. Og man kan undre sig over, at det er afrikanske lande som Kenya, der går skridtet videre med deciderede forbud mod plasticposer, når vi, som professor Torkel Gissel Nielsen siger i dagens avis, har den nødvendige teknik og viden til at gøre det i Europa.
Den teknologi og viden er det nødvendigt fortsat at udvikle og indgå samarbejder om for at få taget hånd om det globale problem, som plastaffaldet har udviklet sig til.
I de asiatiske lande, hvor øget velstand får folk til at kopiere vestlige forbrugsmønstre, mangler der fungerende skralde- og genbrugssystemer, så floderne flyder med affald.
Her kan vestlig bistand og rådgivning gøre en forskel. Vestlige koncerner bør blive bedre til at producere genanvendeligt plastic og alternativer til plastic, og en forsvarlig håndtering af plastic kan med fordel indgå i fremtidige handelsaftaler. For der skal politisk og erhvervsmæssig handling til for at imødegå prognoserne om, at plasticaffaldet i verden vil være vokset til 12 milliarder tons i 2050.
Ændrede forbrugsvaner og enkeltforbud gør det ikke alene.