Stilheden i naturen på den smukke bjergside i udkanten af Jerusalem slutter sig tæt om de besøgende, der kommer ud af Yad Vashem-museet. Kontrasten er overvældende til det helvede på jord, som skildres indenfor i dette verdens mest centrale museum over holocaust. Gæsterne er ofte forstenede efter turen gennem museet, uanset hvor meget de intellektuelt har vidst i forvejen om nazisternes folkedrab på Europas jøder i årene 1939-1945. At se detaljerne, vidnesbyrdene om lidelserne og systematikken i ondskaben i konkret form overrumpler alle.
Men udenfor er håbet repræsenteret i form af en mindelund. Her er plantet træer til minde om de ikke-jøder, der hjalp jøder med at undslippe nazisternes menneskejagt. Den, der for seks millioner jødiske europæere endte med døden i ghettoer og lejre.
Heltene, den lille skov er et mindesmærke over, kaldes ”The Righteous Among the Nations”, de sønner og døtre af forskellige nationer, som gjorde det rigtige og hjalp jødiske medborgere. Holocaustdagen, der er på lørdag, er også en anledning til at ære dem.
Det kommer bag på mange af museets gæster, at den nationale gruppe, der er repræsenteret ved flest retfærdige, er polakkerne. Antisemitismen var udbredt og ondartet i store dele af den polske befolkning før og under Anden Verdenskrig. Denne tragiske historiske kendsgerning har imidlertid i efterkrigstidens brede fortælling totalt skygget for en anden kendsgerning, nemlig at polakkerne i bred forstand også var ofre for nazismen – og det i ekstrem grad. Samtidig var der tusinder af ikke-jødiske polakker, der under voldsom risiko skjulte jødiske polakker fra nazisterne og, i det omfang, det var muligt i et nazistisk besat Europa, hjalp dem på flugt.
Efter Hitlertysklands invasion af Polen i 1939 indledte de nazistiske besættere en regulær racekrig mod Polen som nation. Det gik i første omgang – og i særklasse hårdest – ud over den jødiske befolkning i Polen. Samtidig oplevede alle polakker, uanset tro og øvrige tilhørsforhold, massiv undertrykkelse baseret på en formuleret nazistisk plan om at ”rense” det polske område for ”undermennesker”. Polakker og andre slaviske folk blev i den nazistiske racelære regnet som undermennesker lige efter jøderne, og det ikke særligt langsigtede mål for den nazistiske master-plan, den såkaldte Generalplan Ost, var oprettelse af tysk lebensraum på asken af et altomfattende folkedrab på den polske befolkning.
I det lys gav det i nazistisk logik kun alt for god mening, at straffen for en polak, der blev grebet i at hjælpe en jødisk landsmand, var døden. Ikke bare for ham eller hende selv, men for hele vedkommendes familie.
Ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 var godt 20 procent af den polske befolkning omkommet. Den ene halvdel heraf var jøder, den anden halvdel kristne. Den kristne andel af befolkningen blev således ramt uforholdsmæssigt mildere end den jødiske, men for Polen som land var det en helt ufattelig katastrofe, som intet, der overgik Danmark i samme periode, tåler sammenligning med.
Det er derfor forståeligt, at Polens herværende ambassade er begyndt at reagere nidkært på formuleringer i danske medier, der antyder, at Polen som nation på en eller anden måde var medspiller i holocaust. Så sent som i går stod et læserbrev fra den polske ambassadør her på siden under overskriften ”Polen var ikke medskyldig i holocaust”. Der er også tale om en kampagne til indre polsk national afstivning. Men det ændrer ikke ved, at for eksempel skødesløse formuleringer om ”polske dødslejre” er udtryk for uvidenhed og historieløshed.