Prøv avisen

Politik i agurketiden

DF stjæler medieopmærksomheden hver sommer

Det er sommer i kongeriget Danmark, og næsten halvdelen af landets borgere holder lige nu ferie. Perioden kaldes ofte for agurketiden, og med det begreb vil man signalere, at stort set alt ligger stille eller kører på vågeblus, indtil flertallet af befolkningen om en uge eller to igen er tilbage på arbejdsmarkedet.

Agurketiden er traditionelt en hård tid for landets medier, for nyheder i denne periode skal man nemlig lede længe efter. Og selv når man finder dem, kan det være svært, fordi kilderne meget ofte er på ferie.

Det har Dansk Folkeparti opdaget for længst, og de udnytter som regel dette tomrum taktisk klogt. Partiets strategi har også denne sommer båret frugt, og partiet har fået masser af plads i landets medier, mens de øvrige partier i kontrast glimrer ved deres fravær. Det går desværre ud over både substansen og den saglige debat.

Inden for de seneste par uger har Dansk Folkeparti mindst tre gange sat dagsordenen for landets medier. I første omgang med et krav om, at 24-årsreglen nu ændres til en 28-årsregel. I anden omgang med et krav om en kommission, der skal regne ud, hvad ikke- vestlige nydanskere præcist koster det danske samfund. Og i tredje omgang med et krav om, at landets hjemmehjælpere nu skal overvåges og kontrolleres langt mere end før.

Det første krav om en ny 28-årsregel har fået betydelig medieomtale, selvom det næppe har nogen gang på denne jord. Partiets argument synes her at være, at 24-årsreglen er så stor en succes, at en ny og strammere 28-årsregel vil kunne indføres med endnu større succes. At der overhovedet skulle være et problem af betydning med tvangsægteskaber for denne aldersgruppe er nyt for de fleste uden for Dansk Folkeparti, og den ønskede dokumentation lader vente på sig. Sikkert er det dog, som Britta Schall Holberg (V) skrev forleden, at en sådan regel vil skade landets internationale omdømme.

Det andet krav om en kommission, der skal udregne, hvad ikke-vestlige nydanskere koster det danske samfund, tjener som det første forslag først og fremmest til at holde liv i indvandrerdebatten, som partiet alle dage har profileret sig på. Vi ved allerede nu fra tidligere beregninger, at det er dyrt at modtage flygtninge eller integrere indvandrere. At gøre bestemte udvalgte ikke-vestlige grupper op i kroner og øre tjener ikke noget overordnet formål ud over at skabe forargelse rettet mod en speciel etnisk gruppe.

Der tredje krav fra Dansk Folkeparti om, at landets hjemmehjælpere nu skal overvåges, må også siges at være opportunt. Her følger partiet populistisk en folkestemning og glemmer i farten, at partiet selv for nylig stemte for den afbureaukratiseringslov, der mindskede kontrollen med hjemmehjælperne.

holm