Ordet selvsving kom ind i sproget for 25 år siden, hvor det ifølge Den Danske Ordbog blev registreret for første gang. Det beskriver en ”intens tilstand eller udvikling, hvor indre eller iboende kræfter i stigende grad tager magten”. Ordet bruges især om en ”person der midlertidigt mister proportionssansen og i overdreven grad hengiver sig til egne tanke- og adfærdsmønstre.”
Det er fristende at længes tilbage til de tider, hvor ordet ikke fandtes, fordi forholdene i den politiske verden - eller medieverdenen for den sags skyld - ikke gav anledning til det. Men vi lever i en selvsvingstid, og intet dokumenterer det bedre end det bizarre politiske forløb, der i lørdags førte til Eva Kjer Hansens (V) afgang som minister. Striden har skadet det borgerlige projekt og været tæt på at udløse folketingsvalg.
Den vil i historiebøgerne i bedste fald kunne beskrives som en lille politisk konflikt, der burde have været løst i mindelighed. Men en skønsom cocktail af umættelige medier og politikere, der brugte dem til fulde, gjorde, at indre kræfter tog magten. Christiansborg mistede proportionssansen, gik i selvsving, og det var ikke noget kønt syn.
I sin substans drejede konflikten sig om en landbrugspakke, som den borgerlige blok bakkede op om - og som venstrefløjen eller i hvert fald Socialdemokraterne med lidt politisk behændighed også kunne have støttet. Det kriseramte landbrug er i den paradoksale situation, at blandt flere afgrøder er en del dansk korn af så dårlig kvalitet på grund af manglende gødskning, at Danmark importerer velgødet korn til fremstilling af mel.
Landbruget har nu fået lov til at gøde lidt mere. Det kan øge forureningen af vandløb og fjorde og vil formentlig gøre det i nogle få år. Men så retter nye tiltag op på det. Det var den marginale øgning af en midlertidig forurening, som striden stod om.
At en så lille konflikt kunne udvikle sig så fatalt skyldes alene selvsvinget, der, når medier og politikere svinger i takt, kan få Christiansborg til at miste jordforbindelsen.
Personlig og politisk magtbrynde hos sagens hovedpersoner spillede også en rolle. Både de konservatives leder, Søren Pape Poulsen, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremstår i dag som politisk forslåede og svækkede.
Danmark har brug for en politisk ledelse, der ikke mister proportionssansen eller sætter sin myndighed over styr på marginale spørgsmål. Danmark står over for store samfundsmæssige udfordringer. Flygtninge- og migrantstrømmen er bare en. En ny kold krig er en anden. Fremtidens økonomi i en global tid en tredje. Den miljømæssige bæredygtighed en fjerde.
Uanset om man støtter regeringens farve eller ej, er det i Danmarks interesse, at landet til enhver tid ledes af en handlekraftig regering eller en stærk koalition. Der er brug for, at statsministeren samler blå blok om en fælles politik. Den smalle Venstre-regering kan kun i meget begrænset omfang tåle trusler og udfordringer fra sine støttepartier. De må sammen forhandle sig frem til en fælles kurs, der sikrer politisk stabilitet - til gavn for landet.