Danmark er et frit og åbent samfund, men ideologisk set er det ikke et liberalt land. Det har Liberal Alliance og partileder Anders Samuelsen nu erfaret på den hårde måde, og siden partiets både bemærkelsesværdige og forventelige retræte tirsdag aften har de måttet lægge ører til hård kritik og latterliggørelse. Det er berettiget, fordi Samuelsens taktiske brøler er åbenlys, og selvom han har forsøgt at appellere til menneskelig fejlbarlighed og almindelig syndsbevidsthed, må partiets vælgere undre sig over, hvordan partiledelsen forvalter den dyrebare kapital, som hedder tillid og troværdighed. Partiet bør tænke dybere over, hvordan en liberal dagsorden bedst forvaltes i et fællesskabs- og velfærdsorienteret land.
Når det er sagt, er det lige så åbenlyst, at den egentlige årsag til den parlamentariske hårdknude skal findes hos Dansk Folkeparti, hvis fremfærd balancerer mellem kynisk magtpolitik og uansvarlig identitetspolitik. Thulesen Dahl er bevidst om partiets mandatmæssige styrke, og man kan dårligt fortænke partiet i at udnytte sin parlamentariske styrke. Men må også undre sig over, at de har valgt at støtte et regeringsgrundlag, men gang på gang afviser at medvirke til at føre samme politik ud i livet.
Det hænger paradoksalt sammen med en dybere strategisk svaghed, som skyldes, at værdien af partiets udlændingepolitiske trumfkort er faldet i takt med, at den er blevet mainstream. Også fordelingspolitisk har partiet stadigt vanskeligere ved at forene sin status som borgerligt-liberalt støtteparti med hensynet til et velfærds- og tryghedsorienteret bagland. Også Dansk Folkeparti bør tænke over, hvordan det forvalter sit identitære behov for at skille sig ud med evnen til at indgå i ansvarsfulde alliancer.
Men den aktuelle parlamentariske krise på Christiansborg trækker også tråde til lignende konflikter andre steder i verden. Umiddelbart omkring os er Sverige og Storbritannien eksempler på regeringer med stærkt svækket regeringsduelighed, og i Tyskland kæmper Merkel med overhovedet at etablere en regering. Trumps USA befinder sig også i en dyb parlamentarisk krise, hvor det år efter år bliver vanskeligere at gennemføre reformer og lede og udvikle landet. Og når socialdemokraterne her i den søde juletid glædes over regeringens vildfarelser, kan den passende minde sig selv om, at meget tyder på, at det bliver mindst lige så vanskeligt for en S-ledet regering at etablere et dueligt og handlekraftigt politisk flertal. En del af forklaringen skal findes i den polarisering og fragmentering af det politiske, som har fundet sted blandt andet som følge af globaliseringens atomisering af eksisterende magtkonstellationer, understøttet af den digitale revolutions understøttelse af partikulære dagsordener. Alle har noget at sige. Alle har ret.
Regeret bliver der alligevel, som Kampmann sagde engang, men det er efterhånden kun med nød og næppe. Hvis rodeo-demokratiet, som trods umiddelbar underholdningsværdi ikke tjener landets borgere, skal bringes til ophør, skal landets ledende politikere huske på netop dette: at selvom politik i et demokrati handler om at bringe partikulære interesser sammen i kompromisets kunst, så er Folketinget, folkets forsamling, en fælles institution til forvaltningen af landets bedste. Først og sidst tjener politikerne ikke partiets, men landets samlede ve og vel. Det gælder ikke mindst en regering.
Den enkelte vælger skal huske på at honorere den politiker, som har formatet til det.