Der skal med stor sandsynlighed tænkes helt nyt, hvis det kaotiske valgresultat, som meget tyder på, vil blive følgen af folketingsvalget grundlovsdag, skal resultere i en levedygtig regering.
Meget kan selvsagt ske inden valgdagen, men alt tyder på, at de voldsomme forandringsvinde, der har blæst over det politiske liv i andre lande, også vil sætte deres stærke aftryk på folketingsvalget.
I Storbritannien er blokkene brudt op efter Brexit til fordel for nye partier, som skyder frem. Trump er selve billedliggørelsen af det politiske opbrud i USA. Macron kom til magten i Frankrig i et opgør med de gamle partier. I Italien er det nye protestpartier, der nu sidder i regering. I Tyskland holder Merkel sammen på det hele med en regering dannet af de to modstykker i traditionel tysk politik. Noget lignende sker i Sverige.
Der er gået disruption i det politiske liv, ligesom det er sket i erhvervslivet. Det har været undervejs et stykke tid. Nye partier er blevet styrket. Flere nye er på vej. Ved seneste folketingsvalg i 2015 gik Dansk Folkeparti massivt frem på bekostning af de gamle partier, og Alternativet kom overraskende i Folketinget. I år kan de ni partier på tinge blive suppleret af fire mere. Klaus Riskær Pedersens parti har nok mindst chance for at komme ind, men Nye Borgerlige, det højreekstreme Stram Kurs og Kristendemokraterne ser alle ud til at have en reel chance.
Efter meningsmålingerne ser Socialdemokratiet ud til at kunne skabe flertal med venstre side af Folketinget. Mette Frederiksen har bebudet en socialdemokratisk etpartiregering efter en valgsejr, men etpartiregeringer holder historisk set ikke længe, så stabiliteten til venstre er begrænset.
Skulle flertallet tippe til borgerlig side, vil en regering her skulle basere sig på mindst samme skrøbelige fundament som hidtil. Men sandsynligheden taler for endnu mere opbrud med flere nye partier. Så en borgerlig regering er efter alt at dømme heller ikke noget holdbart alternativ. Og det vil være for skrøbeligt at have en regering, der ikke har flertal for sig, men alene baserer sig på ikke at have flertal imod sig, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forudset, kan blive en virkelighed.
I valgkampens første uge foreslog lokalpolitikere fra både Venstre og Socialdemokratiet, at de to gamle partier skulle danne regering sammen. Det er krisestemningen i Danmark formentlig endnu for lille til, men meget taler for, at den politiske disruption burde brede sig til vanetænkningen for, hvordan der kan dannes regering.
Forleden offentliggjorde dagbladet Børsen en meningsmåling, der viste, at erhvervsledere i landet foretrækker en regering bestående af partier fra begge blokke. Flest erhvervsfolk foretrækker en SVRK-regering, altså en regering bestående af de fire gamle partier, der alle er karakteriseret ved, at de har et ideologisk ståsted og derfor bygger på helhedstænkning. De er ikke nichepartier.
Erhvervsfolk er, som de fleste mennesker, pragmatikere. De sidder ikke højt på den ideologiske hest, men søger at opnå resultater ved smidighed, fleksibilitet og samarbejde. Vælgerne forventer det samme af politikerne. Det store flertal af danskere er midtsøgende, og de stemmer på midtsøgende partier, der vil bevare den nuværende samfundsorden. Hvis tankegangen om blokpolitik ikke brydes, er det yderfløjene, der kommer til at bestemme uforholdsmæssigt meget i dansk politik. Mange store samfundsudfordringer venter på at blive håndteret og løst. Derfor bør midten få magten.