De identitetspolitiske vinde fejer også hen over museerne. Som det kom frem tidligere på ugen, vil man under indtryk af Black Lives Matter-bevægelsen i USA nu ændre udstillingsteksterne på M/S Museet for Søfart i Helsingør, så de passer bedre til nutiden. Nogle museumsgæster vil måske kunne opfatte enkelte af de nuværende tekster som racistiske og sexistiske:
”De er syv år gamle, men det siger meget om verden i øjeblikket, at noget, der er syv år gammelt, alligevel forekommer en lille smule outdated,” som museets direktør udtalte her i avisen.
Hertil kan man nøgternt indvende, at det, man så nu skriver i udstillingsteksterne, om føje år nok også vil være outdated. Sådan kan jagten på den evigt skiftende tidsånd fortsætte i det uendelige.
Det handler nemlig om meget mere end bare nogle udstillingstekster i Helsingør. Museerne er ligesom andre kulturinstitutioner som forlagene og underholdningsindustrien under voldsomt pres for tiden. Af frygt for at krænke mindretal ændrer man på udstillingsplancher, undlader at udgive bestemte bøger og sammensætter rollelister i film på den optimalt politisk korrekte måde.
Det er sjældent konkrete anklager, der ligger til grund for ændringer og tilpasninger, men mere et ønske om at følge med tiden. Men især historisk bevidste mennesker i kulturens institutioner må vide, at gifter man sig med tidsånden, bliver man hurtigt enke.
Museer bør som kulturhistoriske institutioner ikke lade eksempelvis aktuelle amerikanske protestbevægelser med et klart politisk sigte diktere, hvad danske museumsgæster skal se, læse og opleve.
Det er ofte sagt på denne plads, at krænkelser af mindretal alene for krænkelsens skyld aldrig må være et mål i sig selv. Det er bare mobning og stadiet før pøbelvælde. At tage hensyn til mindretals følelser – også i udstillingstekster – er i udgangspunktet både hensynsfuldt og sympatisk.
Men den politiske korrekthed og såkaldte cancel culture, der breder sig i kulturlivet og på universiteterne, hvor alt det, man ikke kan lide, aflyses eller retoucheres bort, er ikke løsningen.
Den verdensberømte musiker og forfatter Nick Cave rammer derfor hovedet på sømmet, når han som beskrevet i dagens avis går til frontalangreb på ønsket om kulturel renhed. Han ser med rette, at den politiske korrekthed har stærke religiøse overtoner. I stedet relancerer han det kristne begreb om nåde med disse besindige og historisk bevidste ord til en ophidset og ahistorisk tidsalder:
”Nåde er en værdi, som bør være kernen i ethvert velfungerende og tolerant samfund. Nåden understreger i sidste ende, at vi alle er uperfekte ... Så vidt jeg kan se, er cancel culture nådens antitese. Politisk korrekthed har udviklet sig til den mest ulykkelige religion i verden.”