Politisk vold er ikke terror, men...

Knivstikkerier og ildspåsættelser må bekæmpes som kriminalitet

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad Foto: Paw Gissel.

Det skorter ikke på urovækkende nyheder i kølvandet på den intensiverede flygtninge- og migrantstrøm til Europa de seneste uger. I Köln i Tyskland blev den 58-årige politiker Henriette Reker i lørdags alvorligt såret ved et knivattentat, hvor gerningsmanden over for politiet skulle have begrundet overfaldet med sin utilfredshed med Henriette Rekers flygtningepolitik. Han har siden 1990'erne været aktiv i højreekstreme partier.

I Sverige er tre nuværende eller kommende asylcentre blevet stukket i brand den seneste uge, men myndighederne ved i skrivende stund ikke, hvem der står bag, og om ildspåsættelserne også er en protest mod de mange asylsøgere i Sverige.

Det sidste er nærliggende at tro. At lige netop de bygninger, der skal huse asylsøgere, brændes ned, er næppe en tilfældighed. Men er det politisk motiveret terror? Det bør afklares, for det har betydning for efterforskningen, og hvilke midler politi og efterretningstjeneste kan benytte i opklaringen.

Det har også politisk betydning. Begrebet terror har siden den 11. september 2001 sat hele scenen for både rets- og udlændingepolitikken, og hvert nyt anslag mod det frie og åbne samfund har nærmest rutinemæssigt fået regeringer til at afsætte flere penge til PET og FE og til at give efterretningstjenesterne flere beføjelser. Således også efter den 22-årige Omar Abdel Hamid El-Husseins ulykkelige drab i februar på filminstruktøren Finn Nørgaard og Dan Uzan i København. Det var klart et terrorangreb, hvor den 22-årige formentlig fik hjælp til sin ugerning af mindst fire andre medsammensvorne.

At det samme er tilfældet i de aktuelle tyske og svenske sager, er knap så indlysende. Det skyldes blandt andet, at der ikke er nogen klar definition af begrebet terrorisme. Ifølge Gyldendals Store Danske er der i faglitteraturen flere hundrede definitioner, hvoraf i hvert fald en findes i terrorparagraffen i den danske straffelov. Efter den skal en terrorist have haft ”forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling” eller have forsæt til at ”destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer.”

Man kan ikke afvise, at både knivstikkeren og ildspåsætteren har haft de motiver, men de kan også have været vildledte mennesker, som greb den mest nærliggende chance for at udødeliggøre sig selv med en afskyelig handling. Det er trods alt set før.

Hvis man bruger ordet terror om alle forbrydelser, tømmes det for indhold. Derfor bør det reserveres til de sager, hvor der hverken er tvivl om midler eller hensigt. Det kunne også sikre, at politikerne fik lidt færre chancer for i terrorens navn at indskrænke de borgerlige frihedsrettigheder, som det er sket indtil nu.