Det kræver den allerhøjeste etiske standard, når børn fra tredjeverdenslande adopteres af barnløse i Danmark og andre vestlige lande, og derfor er det også en glædelig nyhed, Kristeligt Dagblad bragte i går. Nemlig at en række af de lande, der traditionelt bortadopterer børn, er begyndt at stille skrappere krav til processen for at sikre, at der vitterligt er tale om forældreløse børn, som bliver bortadopteret.
Der er næppe tvivl om, at internationale adoptioner på bekymrende vis er blevet en kommerciel og særdeles indbringende forretning i takt med, at børnene er blevet en knap "handelsvare" på et marked, hvor stadig flere barnløse vestlige par efterspørger adoptivbørn.
Først og fremmest er det vigtigt at holde fast i, at det ved internationale adoptioner som så meget andet er barnets tarv og det alene, der skal være i centrum. Adoption på tværs af lande bør først og fremmest dreje sig om at finde gode og omsorgsfulde forældre til børn i nød. Ikke om at finde børn til barnløse i Vesten. Og her er det værd at lytte til FN's børneorganisation, Unicef, der siger, at international adoption kun bør være en nødløsning, fordi det er i barnets tarv at forblive i sit vante miljø – også selvom dette er et børnehjem i et tredjeverdensland.
Det er også i adoptivforældrenes interesse, at adoptioner foregår under de strengeste regler og højeste etiske standarder. For det må være forældrenes værste mareridt at finde ud af, at det barn, de har adopteret og knyttet sig til, lever uretmæssigt hos dem og reelt er bortført eller solgt fra deres forældre eller børnehjem.
Det er paradoksalt, at det i en verden med mere end 100 millioner forældreløse børn primært i Asien og Afrika er så svært at adoptere for godkendte adoptanter i USA og Europa. Men det gælder menneskebørn, og sagen er meget mere kompliceret end et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Mange asiatiske lande har i de senere år oplevet store velstandsstigninger, der gør, at de i højere grad selv kan tage sig af børn, som enten ikke har forældre, eller hvis forældre ikke magter opgaven.
Der er ingen tvivl om, at der i verdens allerfattigste lande – eksempelvis i Haiti eller det sydlige Afrika – er millioner af forældreløse børn, der frister en kummerlig tilværelse. Men ofte er den bureaukratiske infrastruktur så ringe i disse lande, at det er umuligt at sikre sig, at adoptionerne foregår etisk forsvarligt og uden skumle bagmænd.
Opgaven i disse lande er at skabe en ukorrupt og pålidelig forvaltning, der tilslutter sig den internationale adoptionskonvention, før man kan tænke på adoption fra disse lande.