Post mortem efter digitaliseringen

Postvæsenets dødskamp er historien om et bebudet drab

For de fleste, der værdsætter at leve i et demokrati, har udtrykket folkeopdragelse en ubehagelig klang af tankepoliti og tvang. Med fuld opbakning i Folketinget og medvirken fra alle instanser i vort velregulerede samfund har vi som borgere ikke desto mindre været genstand for et massivt og ovenikøbet vellykket stykke folkeopdragelse de senere år.

Den digitalisering, som det offentlige har gennemtvunget, har haft en gennemgribende indvirkning på vores hverdag. Og for de langsomme, ældre eller svage, der ikke formåede at hoppe på it-eksprestoget, da det kørte forbi, er det bare ærgerligt. De kan stadig blive opdraget, men de er besværlige efternølere i en virkelighed, hvor et flittigt brugt NemID-kort er blevet dit egent-lige bevis på, at du er en aktiv, velafrettet og nyttig samfundsborger.

Hvad der før var mange, der anede, er nu blevet officiel politik fra kommunekontor til statslig styrelse: Borgerne er som udgangspunkt tidrøvere, og deres henvendelser til det offentlige, det være sig personligt, telefonisk eller på gammeldags papir, er ildesete afbræk for en administrativ maskine, der ikke længere er gearet til menneskelig kontakt. Vil du noget, så kontakt os via borger.dk.

Operationen er lykkedes, og patienten døde måske ikke. Men en del af sammenhængskraften – den abstrakte ting, der først føles tydeligt, når den forsvinder – gik tabt.

Et af ofrene for digitaliseringen vånder sig i medierne i disse dage. Det, der indtil for få år siden var kendt som postvæsenet, en af de bærende søjler i de flestes billede af, hvad der udgør et fungerende samfund med en tilhørende infrastruktur, er nu ved at lide digitaliseringsdøden. Her er i sandhed tale om historien om et bebudet drab.

PostNord, der er en fusion fra 2009 af det daværende Post Danmark og det svenske postvæsen, fik sidste år et underskud på omkring halvanden milliard kroner i sin danske del. Postfusionen har skrantet på dansk grund i årevis, og koncernen venter flere underskud. Faktisk har selskabet i Danmark været i tilbagegang siden 2011. Alt sammen en fuldkommen logisk følge af folkeopdragelsens succes: Når vi fik at vide, at vi ikke længere fik brevpost fra det offentlige, og samtidig oplystes om, at vi i øvrigt heller ikke måtte henvende os den anden vej ad andet end digitale kanaler, ja, så måtte grundlaget for en postvirksomhed jo ligesom tørre ind.

Og det skete. Hvorfor det i disse dage virker en kende patetisk, at partiernes trafikordførere udtaler deres medfølelse ved patientens båre.

Her skal det absolut ikke begrædes, at vi i dag kommunikerer med hinanden via mail, eller at læger kan lave sårbehandling pr. computer, når der nu ikke er læger der, hvor patienterne bor. Det er håndgribelige lettelser i vores dagligdag, som det ville være tåbeligt at anfægte. Vores samfund er og bør være digitaliseret i et omfang, der er meget vidtgående. Og uafvendeligt vil blive det endnu mere.

Det, der skader samfundet, fordi det reelt ikke gavner nogen af de mennesker, der udgør det, er den forcerede digitalisering. Den, der efterlader en halv million af os som undtagelser, der skal være taknemmelige for at være fritaget for digital post. Den, der gør, at de fleste går ud fra, at når de sender et fysisk brev, så kommer det ikke rettidigt frem, fordi PostNord ligger underdrejet, hvorved fortsat digitalisering bliver en selvopfyldende profeti. Den forcerede digitalisering er den, der i praksis afskaffer avisudbringning med posten til store dele af landet. Uden – helt barokt – at der politisk er taget skridt til, at samme landsdele er forsynet med det bredbånd, der er forudsætningen for, at man kan læse avisen digitalt.