Kristeligt Dagblad mener: Joe Biden sætter rigtig kurs for USA. Men historien har en lektie

Den manglende vilje til at finde fælles grund, som kendetegner den religiøse fanatisme, som amerikansk historie er så rig på, risikerer i et areligiøst samfund at bemægtige sig politikken

Måske får Biden flammeskriften at føle fra egne rækker inden længe, for den ideologiske venstrefløj i hans parti har netop en nærmest religiøs og uforsonlig ”dem eller os”-tilgang til identitetspolitikken. .
Måske får Biden flammeskriften at føle fra egne rækker inden længe, for den ideologiske venstrefløj i hans parti har netop en nærmest religiøs og uforsonlig ”dem eller os”-tilgang til identitetspolitikken. .

Meget kan endnu gå galt, men de første 100 dage er gået godt. Den amerikanske præsident, Joe Biden, kunne i går markere sine første godt tre måneder i embedet og se tilbage på en hektisk tid med massive samfundsreformer. Tre enorme planer eller hjælpepakker er igangsat: en corona-hjælpepakke, en jobplan og en familieplan.

Alene hvad førstnævnte angår, har USA nu brugt flere penge på pandemibekæmpelsen, end man gjorde på at vinde Anden Verdenskrig. Og det er da også ”den store krig”, vi skal tilbage til for at finde den præsident, som Biden oftest sammenlignes med: Franklin D. Roosevelt. Siden FDR har det været klart, at de virkelig transformerende præsidenter er trådt til i krisetider. Roosevelt vandt sejren på at ville bringe USA på fode igen efter krigen, Ronald Reagan vandt på at bringe landet ud af de kriseramte 1970’ere med økonomisk stagflation og energikrise, og Biden overtog et land, der virker mere splittet end nogensinde efter den historisk kaotiske Donald Trump. Han fortjener al den støtte, han i øjeblikket får fra både politiske med- og modspillere, og han kan meget vel vise sig at blive husket som både effektiv og visionær.

Med til historien hører dog også, at store udfordringer venter. Det er før nævnt på denne plads, at man ikke skal overdrive alarmismen, når det kommer til den aktuelle tilstand i USA. Ja, landet er splittet, men landet har altid været splittet. USA er i en vis forstand grundlagt på splittelse al den stund, at kolonister løsrev sig fra den engelske konge i en blodig uafhængighedskrig. I sammenligning med krigen i slutningen af 1700-tallet, borgerkrigen i midten af 1800-tallet og ekstremismen i 1970’erne er nutidens splittelse mellem republikanere og demokrater et bump på vejen.

Men der er en vigtig forskel, der tegner ildevarslende for Biden: Tidligere i historien spillede kristendommen en større rolle i samfundslivet, end den gør nu. Med amerikanernes faldende interesse for kirkegang og trosudøvelse er det, som om den uforsonlighed, man før fandt i teologiske debatter, er rykket over i den politiske arena. Da troen gik ud, gik ideologien ind, som en artikel i magasinet The Atlantic med titlen ”Amerika uden Gud” for nylig slog fast.

Den manglende vilje til at finde fælles grund, som kendetegner den religiøse fanatisme, som amerikansk historie er så rig på, risikerer i et areligiøst samfund at bemægtige sig politikken. Og her kan selv en nok så effektiv præsident som Biden få besvær med at tale de religiøst ophidsede gemytter til ro. Måske får Biden flammeskriften at føle fra egne rækker inden længe, for den ideologiske venstrefløj i hans parti har netop en nærmest religiøs og uforsonlig ”dem eller os”-tilgang til identitetspolitikken. Her er Biden ikke den mest moderne eller woke dreng i klassen, og kan være sårbar. Man må håbe, at han afværger angrebene både inde- og udefra og får mulighed for at fastholde den rigtige kurs for USA, som han i sine første 100 dage er slået ind på.