Prøv avisen
Leder

Præsidentens disruption fejler

Af Jeppe Duvå, Redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Nato er kastet ud i krise efter Trumps splittende fremfærd

Som tidligere erhvervsleder er det meget muligt, at Donald Trump selv mener, at han i det seneste par døgn har praktiseret disruption. Modeordet dækker over en øvelse, der omtales med ærefrygt af mennesker, som tilbringer meget tid på kurser, konferencer og i selskab med konsulenter. Egentlig betyder det bare afbrydelse eller forstyrrelse. Den lidt primitive teori er, at vi lever i en tid, hvor alting ændrer sig rykvist, og at man skal tilpasse sig selv, sin virksomhed og muligvis også sit samfund ved at håndtere dem som et spil kort, man kaster op i luften. Ifølge filosofien danner kortene så nok et nyt og anvendeligt mønster, når de falder til jorden igen.

Eller også gør de ikke. Sådan som det var tilfældet på det netop overståede Nato-topmøde. Med den amerikanske præsident som den centrale figur forstærkede mødet den simrende krise, som forsvarsalliancen med de 29 medlemslande har befundet sig i, siden Donald Trump tiltrådte. Allerede under sin valgkamp stillede han spørgsmål ved den én for alle, alle for én-ed, som er selve pointen i Nato-landenes gensidige forpligtelser. Erklæringen fra topmødet, der sluttede i Bruxelles i går, bekræfter ganske vist Natos artikel 5, den såkaldte musketered. Men det vigtige – signalet til politikere og befolkninger både i Nato-landene selv og hos Natos vigtigste modpart, Rusland – var splittelse.

Den slags kommer der intet godt ud af. For mens det er rigtigt, at vi lever i opbrudstider, er det en fuldkommen uansvarlig tankegang, at svaret skulle være at tilføje kaos til opbruddet. I den forstand kan man skarptvinklet sige, at Rusland næppe kunne have sendt nogen mere gavnlig repræsentant for sine mål til Nato-mødet end Donald Trump. Med sine talrige, ofte indbyrdes modstridende meldinger om Nato og Rusland i den senere tid og på topmødet har han formået at forvirre, hvilket kun er nyttigt for Ruslands præsident, Vladimir Putin, som den amerikanske præsident meget passende skal mødes med på mandag.

Pludselig at forlange en øgning af forsvarsbudgetterne til 4 procent af landenes bruttonationalprodukter (bnp), når ikke engang USA’s egne forsvarsudgifter når over 3,5 procent, og når Nato-landene i forvejen må betragte det som en succes, at de er blevet enige om at stræbe efter en øgning af deres militære udgifter til 2 procent af bnp, ja, det virker usammenhængende. Men det gjorde Donald Trump på topmødet. Han har i øvrigt helt ret i sin grundlæggende påstand: at de usikre tider kalder på stærkere forsvar i Vesten, og at det ikke kan være amerikanske skatteborgeres opgave at betale for moderne og slagkraftigt materiel til at forsvare europæiske lande. Men det er ikke just hans egen idé – foregående amerikanske præsidenter som Barack Obama og George W. Bush opfordrede også til det – og modsat hans forgængere fortaber Trumps egentlige mål sig en kende, når han som for nylig lader en bemærkning falde om, at det ikke er utænkeligt for ham at anerkende Ruslands annektering af Krim.

At USA’s præsident bare kan antyde en sådan tanke, er foruroligende, især fordi den ikke straks efter er blevet kraftigt dementeret af hans talsmænd. Også her ser man en ægte disrupter i funktion.

Europæerne skylder i meget høj grad USA deres frihed. Både den, de fik ved befrielsen fra nazismen, og den, østeuropæerne opnåede ved Sovjetunionens opløsning. Trump har og bør derfor have en meget lang kredit at trække på, uanset at hans udfald de seneste dage har trukket veksler. Han kan stadig på sit kommende topmøde med Putin nå at sandsynliggøre, at hele hans roden op i etablerede alliancer faktisk tjener et meningsfyldt formål. Men opgaven ser svær ud.